Kronborg skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om Vinterferien:

Da Kronborg Slot var Europas mest festlige slot i Renæssancetiden, var der mange mennesker, som var med til at forme, bygge, præge og nyde slottet. I vinterferien kan du møde nogle af disse folk og høre om deres personlige forhold til slottet. Hør om alkymi fra Tycho Brahe, eller Dronning Sophies fortælling om livet på slottet. Bygmesteren tager dig en tur omkring bygningen med målestok i hånden og fortæller historier om hvordan man bygger et slot. Og vores uartige hofnar er over det hele – men kan du finde hende? En vinterferie hvor sjove aktiviteter og historisk viden for børnefamilier går hånd i hånd gennem Kronborg.

Nye omvisninger

Hver dag i uge 7 bliver du budt velkommen til Kronborg Slot af ikke mindre end Dronning Sofie, Tycho Brahe, Bygmesteren og den uartige hofnar. Vi har to helt nye omvisninger for børn. “Dronningen og Hofnarren” er en omvisning for hele familien og især de mindste, hvor Dronning Sofie og hofnarren fortæller om livet på slottet, om hvordan man skal opføre sig over for de kongelige og til sidst hvordan man danser renæssancedans.

“Den Store Bygmester” er også en helt nye omvisning, som henvender sig til voksne og lidt ældre børn. Bygmesteren Antonis van Obbergen, som var chefarkitekt på Kronborg fra 1577-85, giver en tur omkring slottet med fokus på selve bygningen. Vidste du, for eksempel, at kobbertagene blev pudset da der var fest i Frederik 2.s tid?