Uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 16.10.2023-24.10-2023

Kvinde overfusede medpassagerer, Skodsborg

En 57-årig kvinde uden fast adresse blev mandag aften sigtet for overtrædelse af Ordensbekendtgørelsen. Kvinden havde forinden overfuset et ægtepar fra Nærum med skældsord og udvist aggressiv adfærd over for dem i toget i retning mod Helsingør.

Bedrageri, Helsingør

En 80-årig kvinde på Sabroesvej blev mandag mellem kl. 15.30-15.45 udsat for bedrageri. Kvinden blev franarret sit Dankort, da en dame ringede til hende og oplyste, at hun var fra Nordea. Ifølge hende, havde forurettede fået trukket et større beløb fra sin konto hos en elektronikforretning, og derfor ville man sende en mand fra Nordea ud, som skulle have hendes Dankort. Forurettede afleverede dette til manden, da han dukkede op på hendes adresse. Klokken 16.04 blev der hævet et større beløb, og klokken 16.19 blev der hævet et mindre beløb fra forurettedes konto.

Brand i bil, Helsingør

Der udbrød mandag aften brand i en bil, som stod i Ponydalen. Anmeldelsen kom klokken 20.45, og politi og brand kom hurtigt til stedet. Det kan endnu ikke med sikkerhed siges, hvordan ilden er opstået.

Cigaret årsag til brand, Helsingør

En cigaret, som ikke var helt slukket, var søndag formiddag årsag til, at der opstod brand på en altan til en lejlighed på Blichersvej. Anmeldelsen kom klokken 09.42, og varmen fra ilden var så voldsom, at ruderne til lejlighederne sprang. Ingen personer kom til skade ved branden, og beboerne i de øvrige lejligheder kunne senere på formiddagen vende tilbage til deres boliger.

FUH. Ringe mat. skade u/P-skade, Helsingør

Klokken 15.25 skete der et trafikuheld på Esrumvej, 50 m øst for krydset Skindersøvej/Nygård. Part 1, en varebil, kørte ad Esrumvej i vestlig retning med lav hastighed, da han påkørte part 2, en personbil med påhængsvogn, der holdt stille grundet kødannelse i samme retning ad Esrumvej. Der skete ringe materielle skader, men kassevognen kørte fra stedet.

Mænd vakte mistanke, Kvistgård

Mandag aften kort før klokken 20 kom en anmeldelse om, at en mand var i færd med at bryde ind i en campingvogn på Kongevejen. En patrulje kørte til stedet og kunne konstatere, at der var tale om en mand, som blot skulle hente noget i den campingvogn, som han selv ejede.

Ridser i lakken, Helsingør

Mellem mandag aften og tirsdag formiddag klokken 11.00 har en bil, som stod på Sydvej, været udsat for hærværk. Bilen har fået ridser i lakken langs den ene side.

Ødelagde varer i forretning, Helsingør

Tirsdag eftermiddag klokken 16.10 begik en 12-årige pige og en 18-årig mand, begge fra Helsingør, hærværk mod nogle varer i Normal i Prøvestenscentret. De blev sigtet for forholdet, og deres forældre samt de sociale myndigheder blev orienteret om sagen.

Foto: ABW