På dagen for Kulturnatten er der et nyt navn at finde bag Toldkammerets tykke mure. Det er den mangeårige café, der fra fredag skifter navn til SPISEKAMMERET.

Sådan tager det nye logo sig ud på frontdesken af baren. Over det næste stykke tid, vil det nye logo være at finde flere og flere steder i den historiske bygning. Foto: Bigum Grafisk

Fællesskaber, gode råvarer og økologi bliver nøgleordet for Toldkammerets Spisekammer, der skal være et Spisekammer til brugerne og beværte husets mange arrangementer.

”Spisekammeret skal gerne være et samlingssted for alle brugere af huset. Om det så er børnene fra billedskolen eller turister, der kommer forbi, så skal Spisekammeret være et sted for dem,” siger Elisabeth Momme, der er daglig leder af Toldkammeret.

Spisekammeret fik i august ny åbningstid, som er mandag til torsdag klokken 14 til klokken 19, hvor der er kager, sandwich og kolde og varme drikke på menuen sammen med et varmt aftensmåltid.

Spisekammeret er belønnet med det økologiske Bronzemærke, som symboliserer, at 30-60% af Spisekammerets råvarer og drikke er økologiske. Det vil skinne igennem i aftensmåltiderne, hvor de gode og økologiske råvarer kan nydes for mellem 75 og 95 kroner, fortæller daglig leder af Spisekammeret, Nikolaj Rud Tobiassen.

”I Spisekammeret bliver der tænkt mere på gastronomien og især bespisning til husets mange aktiviteter. De udvidede åbningstider er lavet for at tilgodese vores unge brugere og børnefamilierne, men Toldkammeret er for alle, så det her er hele Helsingørs Spisekammer,” siger han.

Navneændringen træder i kraft på Kulturnatten, hvor der traditionen tro er mange gæster i Toldkammeret. Her kan man blandt andet komme til fællesspisning, på guidet tur i det historiske toldkammer, danse til live-musik på gårdens dansegulv og sidde omkring bålfade og nyde bålgodter.