Klinikken Tandstikken fusionerer per 1. marts med tandlægen.dk i Helsingør. Tandlægerne, Kirsten Findling Nielsen og Kim Lindgreen fortsætter som tandlæger hos tandlægen.dk i Helsingør Sundhedshus.

Pressefoto Tandlægen.dk

Helsingør Sundhedshus bliver den 1. marts to tandlæger rigere, da klinikken Tandstikken bliver en del af tandlægen.dk. I forbindelse med fusionen fortsætter tandlægerne Kirsten Findling Nielsen og Kim Lindgreen, der hidtil har drevet Tandstikken, som tandlæger hos tandlægen.dk, og de ser frem til fortsat at tage godt imod nuværende såvel som nye patienter.

– Efter selv at have drevet klinik i mange år, er jeg nu rigtig glad for at blive ansat. Jeg kan fokusere på patienter og det tandlægefaglige, og så glæder det mig, at vores patienter kommer med over til sundhedshuset, hvor vi har mulighed for at tilbyde dem en endnu bedre og bredere behandling, siger Kirsten Findling Nielsen og uddyber:

– Ved at være i et stort sundhedshus er der flere fagligheder at trække på, og det er en kæmpe fordel – det giver mulighed for mere samarbejde og sparring. Patienterne vil også opleve, at vi selv kan klare flere typer af behandlinger under samme tag, så man ikke skal sendes til specialister uden for huset.

Faglighed i fokus
Hos tandlægen.dk Helsingør, der råder over 700 kvadratmeter med blandt andet otte klinikrum samt en lift, så det er let og sikkert for patienter i kørestol at blive løftet frem og tilbage mellem køre- og tandlægestol, er der ligeledes store forventninger til fusionen og ikke mindst til den faglighed, som tandlægerne fra Tandstikken bringer med sig.

– Vi ønsker en klinik, hvor vi kan tilbyde alle former for behandling, og ved at gå sammen med Tandstikken har vi øget mulighed for at tilbyde alle patienter netop den form for behandling, de har brug for. Patienterne kan forvente at møde et fagligt stærkt team, og vi glæder os til at byde dem indenfor på klinikken i Sundhedshuset, hvor vi håber, de vil føle sig velkomne, siger Sven Riber, der er tandlæge og klinikleder hos tandlægen.dk Helsingør.

Tandlægen.dk står i dag bag 45 klinikker fordelt over hele Danmark med mere end 800 medarbejdere i alt. Læs mere på www.tandlægen.dk