Med First Responder-ordningen får borgerne i ordningens dækningsområde hurtigere livreddende hjælp ved hjertestop. Det fremgår af data, der viser, at i 136 tilfælde er First Responder ankommet før ambulance/akutlægebil, og at det i 22 tilfælde er registreret, at First Responder har givet stød med en hjertestarter.

Med First Responder-ordningen ankommer ekstra hjælp hurtigt fra brandfolk, der alle har kompetencerne til at yde professionel, livreddende førstehjælp. Samarbejdet er i første omgang etableret mellem Hovedstadens Beredskab, Beredskab Øst, Tårnby Brandvæsen og Region Hovedstaden.

“First Responder-ordningen, der har kørt som forsøg siden juni 2018, er nu evalueret og gøres permanent efter de gode resultater. En hurtig indsats ved hjertestop er afgørende for udfaldet, og med det samarbejde der er etableret mellem Hovedstadens Beredskab, Beredskab Øst, Tårnby Brandvæsen og Region Hovedstaden, kan hjælpen i mange tilfælde komme endnu hurtigere frem. Ud af 556 tilfælde med formodet hjertestop var brandvæsnerne først fremme i 136 tilfælde, fordi de var endnu tættere på end ambulancen,” fortæller Thomas Reimann, der er vicedirektør med ansvar for ambulancedrift hos Region Hovedstadens Akutberedskab og fortsætter:

“I 22 tilfælde har medarbejdere fra First Responder-ordningen afgivet stød med en hjertestarter til en person med hjertestop, inden ambulancen kom frem. Netop stød med hjertestarter er én af de vigtigste faktorer i genoplivningsforsøget og skal gøres så tidligt som muligt”.

Hovedstadens Beredskab og Beredskab Øst glæder sig til at bidrage i ordningen og understreger, at opgaverne ikke vil være nye for deres medarbejdere.

“For os i beredskaberne handler det om at hjælpe borgere i nød, derfor er vi glade for også at kunne bidrage i First responder-ordningen. Vores medarbejdere har kompetencerne til at hjælpe på højt niveau og har erfaring fra mange uheldstyper. Vi har i forvejen en nøglerolle i forhold til nødbehandling m.v. ved større ulykker, så opgaven falder naturligt for os,” lyder det i en fælles udtalelse fra Tim Jensen, operativ chef ved Hovedstadens Beredskab, Rasmus Storgaard Petersen, beredskabsdirektør for Beredskab Øst samt Henning Vestergaard, beredskabschef for Tårnby Brandvæsen.

Læs mere her

Foto: ABW