For fire uger siden, blev der konstateret smitte på Helsingør Rehabiliterings- og Træningscenter. For tre uger siden, blev der blev konstateret smitte på plejehjemmet Montebello. For to uger siden blev der konstateret smitte på plejehjemmene Falkenberg og Kristinehøj – og senest er der i tirsdags konstateret smitte på Plejehjemmet Birkebo.

På flere af kommunens plejehjem er der konstateret covid-19. Foto: Plejehjemmet Falkenberg.dk

På Helsingør Rehabiliterings- og Træningscenter er der gennemført 5 testrunder for borgere, og i sidste testrunde var der ingen  yderligere smittede. Der er indtil nu heller ikke konstateret nye smittede medarbejdere – dog mangler endnu nogle medarbejdere at få svar fra fjerde testrunde.

På Montebello blev der ved andet testrunde ikke identificeret flere smittede beboere eller medarbejdere, og plejehjemmet er tilbage i normal COVID-hverdag og udebesøg genoptaget. En tidligere smittet beboer er kommet ud af isolation og en smittet medarbejder er hjemme.

På Falkenberg viser anden testrunde, at der er yderligere to smittede beboere, således at der i alt på Falkenberg har været tre smittede beboere. Ingen yderligere medarbejdere er konstateret smittede.

På Kristinehøj var der ved andet testrunde ikke identificeret flere smittede beboere eller medarbejdere, og plejehjemmet er tilbage i normal COVID-hverdag hvor udebesøg genoptaget. En tidligere smittet medarbejder er hjemme.

Plejehjemmet Birkebo konstaterede tirsdag aften, at en beboer og en medarbejder var smittet og der blev derfor igangsat test af samtlige beboere og medarbejdere. Alle svar kom søndag den 24 maj og viste, at yderligere tre beboere og fire medarbejdere er smittede.

I hjemmeplejen er en enkelt medarbejder testet positiv for Covid-19. Nære kontakter omkring medarbejderen er testet, men ingen er testet positive.

Ved smitteudbrud på en institution

Ved smitteudbrud på en institution vil testningen – af både borgere, medarbejdere og andre udefra, der har været i nær kontakt med de smittede – i henhold til retningslinjerne for Sundhedsstyrelsen fortsætte hver 7. dag, indtil der ikke er flere, der testes positiv.

På Helsingør Rehabiliterings- og Træningscenter er der konstateret lang inkubationstid for flere borgere og medarbejdere, hvilket understreger vigtigheden af at fortsætte testning.

Center for Sundhed og Omsorg har nu fået uddannet 30 medarbejdere til selv at kunne foretage Covid-19-test, der foregår som en podning i svælget. Hermed har kommunen mulighed for at foretage tests hurtigere, end regionens kapacitet rækker til, og uden ekstra kørsel for medarbejderne til testtelte rundt om i regionen fx i Hillerød.

Der er dog stadig udfordringer med den tid laboratorierne skal bruge for at undersøge alle prøverne – og det betyder, at der lige nu ventes i op til 72 timer før svarene foreligge samlet. Det svarer til den svartid, som alle uden symptomer venter på deres test, men ventetiden skal ned på 48 timer for disse udbrudsopsporinger, hvor der jo netop er konstateret mitte – og derfor vil vi gå i dialog med Regionen igen om at bringe svartiden ned.

Som led i smitteforebyggelsen af Covid-19 har Helsingør Kommune fortsat en aftale med Nordsjællands Hospital om, at hospitalet fremover tester borgere, der udskrives fra hospitalet. Herudover er det af Center for Sundhed og Omsorg, som et forsigtighedsprincip, iværksat, at borgere testes for Covid-19, inden de flytter mellem enheder, eks fra HRT til et plejehjem.

I situationer med smitteudbrud på en institution følger Center for Sundhed og Omsorg Sundhedsstyrelsens retningslinjer fx om at isolere borgerne, foretage ekstra rengøring, bære værnemidler og dagligt vurdere alle borgere, om de har symptomer på Covid-19.

Den viden Helsingør Rehabiliterings- og Træningscenter fik fra det hygiejnehold der var på besøg udefra, er videregivet til øvrige enheder til inspiration. Der er dog ikke ændret på retningslinjerne, da disse var korrekte og fyldestgørende. Det nye har mere handlet om kontinuerlig opmærksomhed og undervisning i hygiejne og brug af værnemidler.