Nationalpark Kongernes Nordsjælland skal nedsætte et nationalparkråd, som skal rådgive og komme med forslag til nationalparkbestyrelsen. I kan være med.

De 18 nye rådsmedlemmer skal findes blandt interesse- og erhvervsorganisationer, lokale myndigheder, erhvervsliv og foreninger med interesse i Nationalpark Kongernes Nordsjælland for at sikre den lokale opbakning til nationalparken. Rådet får også to pladser i bestyrelsen.

Nationalparken dækker et kæmpestort geografisk område: Fra Lynæs i vest, Helsingør i øst, Dronningmølle i nord og Store Dyrehave i syd. Vi vil i bestyrelsen gerne have et så bredt sammensat nationalparkråd som muligt. Vi opfordrer derfor alle interesserede foreninger og organisationer til at indstille kandidater til rådet, siger Carl Bruun, bestyrelsesformand for Nationalpark Kongernes Nordsjælland.