Nationalpark Kongernes Nordsjælland har i samarbejde med Aarhus Universitet, Naturstyrelsen og en lang række frivillige registreret skovmåren i nationalparken og fundet, at den er mere udbredt end påvist ved tidligere undersøgelser.

Pressefoto Nationalpark Kongernes Nordsjælland

Skovmåren er et dyr, som de færreste har set. Den er sjælden, har været totalfredet i 80 år og er rødlistet som næsten truet. Oveni det, er arten sky og overvejende nataktiv og dermed svær at registrere. Derfor indgik Nationalpark Kongernes Nordsjælland i 2022 et samarbejde med Aarhus Univer-sitet, Naturstyrelsen Nordsjælland og en række frivillige for at få undersøgt skovmårens udbredelse i nationalparken.

Til projektet blev 32 vildtkameraer opsat i 20 udvalgte hegn og andre mindre statsskove fordelt over hele Nationalpark Kongernes Nordsjælland i perioden november 2022 til september 2023. Vildtkameraerne blev betjent af omkring 20 frivillige fra Naturhistorisk Forening for Nordsjælland og Dansk Pattedyrforening. I løbet af de 11 måneder blev der registreret skovmår 23 steder i 13 forskellige skove. Derudover er der yderligere registreret skovmår 19 andre steder i nationalparken af skovgæ-ster og Naturstyrelsens ansatte. Projektleder i Nationalpark Kongernes Nordsjælland, Lars Rudfeld, udtaler om undersøgelsen og dens resultater:

” Undersøgelsen peger på, at skovmåren er langt mere udbredt i området end tidli-gere undersøgelser har vist. Projektet viser samtidig, at frivilliges registreringer kan bidrage med værdifuld viden om vores natur. Der skal derfor lyde en stor tak for indsatsen til de frivillige fra Naturhistorisk Forening og Dansk Pattedyrforening.“

Med flid og engagement fra frivillige
En helt afgørende faktor for undersøgelsens succes har været inddragelsen af frivillige fra Naturhi-storisk Forening for Nordsjælland og Dansk Pattedyrforening. De frivillige har både tilset kameraerne og stået for at indsamle og videresende data til forskerne på Aarhus Universitet, hvilket de blandt andet har gjort ved at artsbestemme de dyr, som er blevet registreret på de mange timers optagelser fra vildtkameraerne.

De 32 opsatte kameraer har i perioden registreret 7.250 kameradøgn, som er blevet set igennem af de frivillige, og der er derfor lagt rigtigt mange timer og meget engagement i opgaven. En af de fri-villige, der har været aktiv i projektet, er Paul Erik Schlüter fra Naturhistorisk Forening for Nordsjæl-land. Han udtaler om oplevelsen:

” Det har været en spændende opgave, og vi er rigtigt glade for at kunne bidrage aktivt til at få mere viden om skovmåren. I Naturhistorisk Forening for Nordsjæl-land har vi skovmåren som logo, og det har været enormt interessant at få mere indsigt i, hvor det sky rovdyr findes.”

Ud over skovmåren, er der registreret mere end 25 arter ved hjælp af vildtkameraerne, herunder kronhjort, ræv, grævling, husmår og forskellige fuglearter, foruden kat og mennesker.

De gode resultater, samt det gode samarbejde har givet anledning til, at Nationalpark Kongernes Nordsjælland har besluttet at støtte et endnu projekt, hvor metoden prøves af, sammen med de øvrige samarbejdspartnere og frivillige på et andet sky, nataktivt rovdyr, nemlig ilderen. Dette projekt starter op i februar 2024 og løber over det kommende år.

Vil du vide mere om skovmåren og projektet, kan rapporten fra Aarhus Universitet læses her.

Har du mod på at bidrage med informationer fra din egen ejendom, fx med vildtkamera, kan du lægge info og billeder ind på arter.dk, som står for den officielle registrering af vilde arter i Danmark. Finder du et dødt mårdyr, kan du bidrage til vores viden ved at indlevere det fx på Skovskolen eller hos Naturstyrelsen i Nødebo, se mere her.

Kilde Nationalpark Kongernes Nordsjælland.