Marlene Harpsøe, formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget, overrakte prisen, som gives til en virksomhed, der tager et særligt socialt ansvar.

Varehuschef Jens Krogh fra Silvan kunne til nytårskuren gå på scenen og modtage den sociale beskæftigelsespris, som gives til en virksomhed i Helsingør Kommune, der tager et særligt socialt ansvar.

– Vi er meget beærede over at modtage prisen, siger han.

Jens Krogh er glad for samarbejdet med Helsingør Kommunes jobcenter om at skaffe personer med særlige behov, eksempelvis fysiske og/eller psykiske udfordringer, i job.

– Vores arbejdsplads er ingen parkeringsplads, og min holdning er, at vi skal kunne se et potentiale i at tage folk ind. De skal have den tilgang, at de gerne vil arbejde og have tingene til at fungere. Det har vi et rigtig godt samarbejde med det kommunale jobcenter om, siger Jens Krogh.