Fra den spæde begyndelse for 3 år siden er der vokset megen aktivitet, kreativitet og begejstring frem, og allerede i dag fremstår Hornbækkrukken som et eftertragtet samlerobjekt.
– Galleriet Hornbæk er et tænkende, kreativt og skabende rum. Galleriet eksisterer udelukkende som et samlingspunkt for anerkendt kunst – vi udstiller, vi diskuterer, og vi elsker god kunst.
Hornbækkrukken på særudstilling ”Picasso – en hyldest til keramikken”.
Helt aktuelt er et antal af Hornbækkrukken inviteret til Holmegaard Værk i forbindelse med museets meget omtalte særudstilling ”Picasso – en hyldest til keramikken, der løber fra maj – oktober 2022.
Holmegaard Værk har udvalgt 4 forskellige Hornbækkrukker, som vises og i øvrigt også sælges i deres nyindrettede Picasso–Shop.
– Picassos fortryllelse af leret fra det øjeblik, han startede med at arbejde med det i Madoura i Vallauris, genkender vi i vores eget arbejde med udviklingen af konceptet ”Hornbækkrukken”.
– Lige fra den dygtige pottemager, der først drejer hver eneste form i hånden og efter vores måltegning, til de særligt udvalgte, inviterede kunstnere, som kommer til vores keramik værksted i Hornbæk og skaber et nyt kunstværk, til den færdige, unikke billedkrukke, som udstilles og sælges i galleriet.
– Det er mit ønske at være grobund for en lignende tradition, hvor liv og skabertrang, kreativitet og arbejdsmiljø, muligheder, samtale, inspiration og sammenhold er ægte faktorer. Og hvor værdien fortsætter for eftertiden – akkurat som det er sket med Picassos keramik.
Invitation til at se en krukke blive bemalet i Galleriet Hornbæk og møde kunstneren – tyske Maren Schimmer – lørdag den 14. maj kl. 12–14.
Kunstneren Maren Schimmer er kendt for tankevækkende, transcendentale interiørbilleder, hvor hun skaber tomme rum med blyant på papir. Det er værker, der passer sublimt til netop danske hjem og boligstil.
Vi har derfor besluttet at åbne vores keramik værksted lørdag den 14. maj mellem kl. 12–14, hvor vi indbyder til samtale om arbejde med ler og kunst generelt. Kunstneren vil være til stede.
På dagen kan besøgende både se en ny krukke i proces og en ophængning af Maren Schimmes kunstværker i Galleriet Hornbæk, Nordre Strandvej 340, 3100 Hornbæk.
Afsløring af en Hornbækkrukke på Helsingør Rådhus den 23. maj. 2022.
Inden pandemien satte en bremse på vores sociale udfoldelser, skænkede Galleriet Hornbæk en Hornbækkrukke til Helsingør Rådhus, som Helsingør Kommune selv kunne udvælge. Borgmester Benedikte Kiær og byrådet vil være til stede ved afsløringen af Hornbækkrukken.
Det var ikke let at vælge blandt de forskellige krukker, men det endelige valg faldt til sidst på en Hornbækkrukke, smukt dekoreret med måger over havet ved Kullen, udført af Pylle Søndergård.
Al den opmærksomhed og aktivitet der summer omkring Hornbækkrukken, er med til at bekræfte os i, at ideen er holdbar. Det er lykkedes os at skabe et blivende kunstværk, hvilket gør os både ydmyge og stolte.
På gensyn.
Med venlig hilsen
Susanne Risomwww.galleriethornbæk.dk