Den 9.-18. december kan alle i alderen 18-25 år prøve kræfter med teater i Helsingør, når HamletScenen og Teater PROLOG helt gratis inviterer til workshopforløbet PROLOG LAB. Det nye initiativ og samarbejde mellem Teater PROLOG og egnsteatret HamletScenen ønsker at bidrage til udvikling af en ny ungdomsplatform, der vil skabe nye muligheder for ung scenekunst i Helsingør. PROLOG LAB er et såkaldt pilotprojekt, som støttes af midler fra Lauritzen Fonden. Al undervisning foregår i unikke omgivelser på HamletScenens teaterfaciliteter på Kronborg. Her inviteres de unge ind i et teaterfællesskab, hvor de sammen kan udvikle sig og have det sjovt. PROLOG LAB består af fire workshops i december, hvor nysgerrige unge kan tilmelde sig enten én eller alle fire dage.