Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 2019/01/21-2019/01/29.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Tyveri fra bil

Hornbæk: Et usb-stik til bluetoothbrug er mellem søndag klokken 19 og mandag klokken 07 blevet stjålet fra en Volkswagen Lupo, der holdt parkeret på Løvvænget.

Limpistol stjålet

Helsingør: En Limpistol og to kasser med limpatroner er mellem lørdag klokken 22 og mandag klokken 06.40 blevet stjålet fra en Mercedes Sprinter, som holdt parkeret på Snerlevej. Tyveriet er anmeldt mandag klokken 10.28 og tyven har skaffet sig adgang til bilen ved at knuse bagruden.

Røveri mod casino

Helsingør: To mænd begik klokken 02.40 røveri mod Casino Marienlyst på Nordre Strandvej i Helsingør. De to truede kassereren på stedet til at udlevere et kontantbeløb i dansk og udenlandsk valuta. De to mænd løb fra stedet i retning mod Nationernes Allé, hvorfra de fortsatte i bil. Nordsjællands Politi efterforsker sagen og har for øjeblikket ikke yderligere oplysninger i sagen.

Værktøj stjålet fra bil

Kvistgård: En skruemaskine er mellem fredag klokken 13 og lørdag klokken 12 blevet stjålet fra en varebil, som holdt på Smedebakken. Tyveriet blev anmeldt søndag klokken 11.37, og tyven har skaffet sig adgang til bilen ved at underbore låsen i bilens højre side.

Tændte bål under halvtag

Helsingør: Tre-fire unge mænd tændte torsdag aften klokken 22.20 bål under et halvtag på Rønnebær Allé. Bålet var dog slukket igen, da en patrulje kom til stedet og de unge blev formanet om ikke at tænde bål igen.

Fandt hash i campingvogn

Kvistgård: Ved et besøg på Nyrup Camping fandt en af politiets narkohunde onsdag aften klokken 21.05 en mindre mængde hash i en campingvogn. En 27-årig mand fra Helsingør blev derfor sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer.

Sigtet for besiddelse af hash

Helsingør: En 25-årig mand med ukendt adresse blev onsdag eftermiddag klokken 15.40 truffet i sin bil på en p-plads på Egevænget. Manden viste sig at være i besiddelse af en større mængde hash og blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Narkobilist standset

Snekkersten: En 26-årig mand fra Helsingør blev klokken 00.32 natten til onsdag standset, da han kom kørende ad Strandvejen. Manden var påvirket af cannabis og var ydermere frakendt førerretten.

Knuste rude til forretning

Helsingør: To mænd blev tirsdag aften set af et vidne, da de havde knust en rude til en forretning i Stengade og formentlig rakt ind og stjålet noget fra forretningen, hvorefter de forsvandt i retning mod havnen. De to beskrives som:
A: mand 65-70 år, kraftig af bygning, iført grøn kort jakke med hætte
B: mand 55-60 år, normal af bygning, iført stor rødlig jakke og pelshue med øreklapper.

Bil beslaglagt

Hørsholm: Tredje gang var ikke lykkens gang for en 29-årig mand fra København. Han er tidligere blevet frakendt førerretten, men da han tirsdag aften klokken 19.05 alligevel sad bag rattet i en bil på Helsingørmotorvejen blev han standset. Det var tredje gang indenfor tre år, at manden kørte uden førerret og bilen blev derfor beslaglagt.

17-årig pige antastet af mand i bil

Kvistgård: En 17-årig pige fra Helsingør-området blev mandag aften antastet af en mand i en mørkegrøn bil, da hun kom gående ad Kvistgård Stationsvej ved Rudolf Steiner Skolen. Manden spurgte hende, hvad hun hed og om han skulle køre hende et sted hen og tilbød hende, at tage hende med ud at spise. Den 17-årige pige afviste manden, som kørte fra stedet. Da pigen gik videre på hun den samme bil holde i en nærliggende indkørsel. Den 17-årige har beskrevet manden som ca. 37 år, ca. 180 cm høj, almindelig til kraftig af bygning med mørkt hår, brune øjne og tyndt skæg langs kæben. Han talte gebrokkent dansk og var iført sort kasket, mørk hættetrøje eller t-shirt og grå joggingbukser.