Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet Jul 09, 2018-Jul 17, 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Indbrud på skole, Helsingør
Klokken 16.59 var to unge mænd i færd med at begå indbrud på produktionsskolen Sundet. Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor den ene unge mand stak af på knallert, mens den anden unge mand stak af til fods.

En patrulje fulgte efter knallerten i bil, men knallertføreren smed den kort efter fra sig på Borgm. P. Christensensvej og forsvandt fra stedet. Et efterfølgende opslag på knallertens stelnummer viste, at den var stjålet, og ejeren til knallerten blev derfor kontaktet, så ejer og knallert kunne blive genforenet.

Den anden formodede gerningsmand, som stak af til fods, blev et par timer senere anholdt ved Storsejlet.

Det viste sig at være en 18-årig mand, som blev taget med på politistationen, hvor han blev sigtet, afhørt og løsladt til gaden.

Den formodede medgerningsmand beskrives som:

  • Mand
  • Mellemøstlig af udseende
  • Cirka 20 år gammel
  • Almindelig af bygning
  • Brun i huden
  • Med sort hår, krøllet på toppen og kort i siderne
  • Talte dansk
  • Havde et sår eller lignende på den ene finger på højre hånd
  • Talte dansk
  • Iført sorte, korte bukser og sort t-shirt

Fodboldkamp, Helsingør
Klokken 18.15 blev det anmeldt, at en større gruppe tilhængere fra Helsingborgs IF turnerede larmende igennem Helsingør, idet de skulle spille træningskamp mod FC Helsingør.

Flere patruljer blev sendt til stedet for at supervisere, men alt forløb roligt.

Spirituskørsel, Helsingør
Klokken 12.40 blev en 46-årig mandlig bilist standset i en personbil på Klostermosevej og bedt om at blæse i et alkometer. Alkometeret slog ud, og en blodprøve skal nu fastslå mandens promille.

Listetyv i autocamper. Helsingør:
På Helsingør Camping på Strandalleen har en listetyv været på spil i en autocamper mellem onsdag kl. 23.30 og torsdag kl. 08.00, mens beboerne sov. Tyven har brudt døren til autocamperen op og har stjålet kontanter og et herreur. Anmeldelsen blev modtaget kl. 10.35.

Spirituskørsel, Humlebæk:
På Helsingørmotorvejen ved afkørsel en til Humlebæk blev en 22-årig mand anholdt og sigtet for spirituskørsel kl. 05.12, da en alkometertest viste, at han var påvirket af spiritus ud over det tilladte. En blodprøve skal nu fastslå den eksakte promille.

Blufærdighedskrænkelse, Helsingør
Klokken 16.42 anmeldte flere borgere, at en beruset mand gik rundt og teede sig og blottede sig i Prøvestenscenteret. En patrulje blev sendt til stedet, og den 61-årige mand blev taget med i detentionen for at sove sin rus ud. Han kan formentlig se frem til en sigtelse for blufærdighedskrænkelse ved blotteri.