Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 2019/01/07-2019/01/15.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Kørte uden kørekort

Frederikssund/Helsingør: En 35-årig mand fra Frederikssund blev klokken 01.45 natten til tirsdag sigtet for at køre uden førerret. Manden blev standset, da han kom kørende ad Frederikssundsvej, selvom han var blevet frakendt førerretten. Også i Helsingør var en mand ude at køre, selvom han ikke havde den fornødne førerret. Her var der tale om en 27-årig mand fra Glostrup, som blev standset på Kongevejen.

Sten kastet på bil

Helsingør: En Peugeot 306, som holdt parkeret på Kronborg Ladegårdsvej blev søndag klokken 06 udsat for hærværk. Her så et vidne tre unge på 15-18 år kaste sten på bilen, som fik knust forruden og skader på motorhjelm og tag. Stenene var fem-seks cm store og ifølge anmelderen er der kastet i alt 20 kg sten på bilen.

Knuste ruder og ridsede bil

Hornbæk: En mand knuste mandag morgen klokken 07.15 to stuevinduer til en bolig på Søren Kannes Vej med en hammer. Husets beboer så en mand på stedet, og da han løb efter ham, tog manden hammeren frem og råbte af beboeren. Rudeknuseren er formentlig den samme mand, som mellem klokken 23.55 søndag og klokken 00.45 mandag havde været på Ryetvej i Værløse, hvor der blev ridset ordet “luder” i døren på en bil og ruderne blev knust.

Bilister på glatis

Nordsjælland: De sneglatte veje forårsagede mandag morgen et par uheld rundt omkring i Nordsjælland. På Helsingørmotorvejen ramte en bilist omkring klokken 06.40 autoværnet i et solouheld, men kom heldigvis ikke til skade. Kort tid efter var det Hillerødmotorvejen, som lagde asfalt til et uheld. Her bevirkede den glatte vej, at en 24-årig kvinde fra Brøndby snurrede rundt i sin bil. Hun kom heldigvis ikke alvorligt til skade.

Sur kvinde sparkede og slog

Helsingør: En 29-årig mand ringede søndag aften klokken 22.45 til politiet for at fortælle, at der gik en meget sur kvinde i Stengade. Kvinden sparkede til døre og vinduer og havde også tildelt sin kæreste et slag i ansigtet, så han var forduftet.

Kørte uden kørekort

Helsingør: En 26-årig mand fra København blev søndag aften klokken 20.30 sigtet for at køre bil, selvom han ikke havde generhvervet sit kørekort. Manden blev standset, da han kom kørende ad Borgm. P. Christensens Vej.

Bål i bowlingcenter

Helsingør: Politi og brandvæsen rykkede søndag eftermiddag klokken 16.10 ud til flere bål i det tidligere bowlingscenter på Rønnebær Allé/Fredericiavej. Ukendte gerningsmænd havde anlagt og antændt tre bål, som alle blev slukket, inden bygningen blev lukket af.

Kørte uden kørekort

Helsingør: En 27-årig mand fra Helsingør blev torsdag aften klokken 18.27 standset, da han kom kørende ad Nordre Strandvej. Manden kørte bil, selvom han ikke havde kørekort og fik derfor en sigtelse for det med sig.

Fik ødelagt sidespejl

Helsingør: En mand blev torsdag formiddag klokken 10.10 så vred over, at en anden bilist ikke ville flytte sin bil fra en parkeringsplads i Murergade, at han slog til sidespejlet på bilen, så dette brækkede af, inden han selv kørte fra stedet.

Indbrud anmeldt den 10. – 11. januar 2019 i Nordsjællands politikreds

Smadrede bilruder

Helsingør: En 52-årig mand blev onsdag eftermiddag klokken 15.41 sigtet for hærværk efter han med en økse havde knust flere ruder i en bil, der stod parkeret på Blichersvej. Det blev skønnet, at manden var behandlingskrævende, og han blev derfor kørt til psykiatrisk hospital.

Unge butikstyve stjal energidrik

Helsingør: To unge butikstyve, et par lokale knægte på henholdsvis 14 og 15 år, fik en formaning om at kende forskel på mit og dit, da de mandag formiddag klokken 09.56 blev taget for butikstyveri i Rema på Esrumvej, hvor de havde stjålet en energidrik.

Kørte uden kørekort

Helsingør: En 62-årig mand fra København blev mandag klokken 09.31 sigtet for at køre uden førerret. Manden blev standset, da han kom kørende ad Kongevejen.

Kørte uden kørekort

Helsingør: En 23-årig mand med ukendt adresse blev klokken 02.46 natten til mandag standset, da han kom kørende ad Kongevejen. Den 23-årige sad bag rattet, selvom han ikke havde generhvervet sit kørekort og blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.