Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 2024/02/26-2024/03/05.

Færdselsuheld, Gentofte

En 27-årig kvindelig bilist fra Frederiksberg kørte kl. 14.47 ad Helsingørmotorvejen i sydlig retning, da en ukendt forankørende bilist bremsede kraftigt op, så kvinden påkørte den ukendte bilist bagfra. Beredskabspatrulje og Brand til stedet. Melding kl. 15.00 om, at Trafikken glider i første vognbane. Dog lang kø. Kl. 15.06 er der igen åbnet for trafikken, og bilen fjernet fra nødsporet. Ingen melding om personskade.

Knallert kørte ind i bil, Ølsted

En 62-årig kvindelig bilist fra Dronningmølle kørte kl. 16.01 ad Hovedgaden mod sydøst, hvor hun bremsede ned for at dreje til højre ad Rakenhøj. Her hørte hun en knallert, og afventede for at se, hvor den kom fra. Samtidigt kørte en 17-årig knallertfører ad Hovedgaden mod sydøst. Her overså han bilisten, der kørte med lav hastighed, og kørte frontalt ind i venstre bagerste hjørne på bilen, og væltede. Beredskabspatrulje til stedet. Ingen melding om personskade.

Kørte uden kørekort, Slangerup

Tirsdag lige over middag blev en 59-årig mand fra Dronningmølle standset, da han kom kørende ad Frederiksborgvej. Her blev han sigtet for kørsel uden førerret, da det viste sig, at han ikke havde noget kørekort.

Manglede ledsager, Holte

En 17-årig bilist fra Helsingør blev kl. 01.51 sigtet for at køre bil på Helsingørmotorvejen, uagtet at betingelserne for hans førerret som 17-årig ikke var opfyldt, idet han ikke var i selskab med en ledsager.

Tyveri fra lastbil/varebil, Helsingør

Klokken 01.43 natten til onsdag fik politiet en anmeldelse om indbrud i en varebil, som holdt på Damhusvej. Der var blevet stjålet forskelligt værktøj. Gerningsmændene blev set stige ind i en mørk stationcar, og køre væk. De blev beskrevet som mænd, iført sort tøj og masker.

Tyveri fra lastbil/varebil, Helsingør

Natten mellem tirsdag og onsdag var der indbrud i en varevogn, som holdt på Søndermarken. Bilen var brudt op via et hul skåret i passagersidens dør, og der var stjålet forskelligt el-værktøj.

Tyveri fra lastbil/varebil, Helsingør

På Rugmarken fik en varevogn natten mellem tirsdag og onsdag skåret et hul i døren, hvorefter der var stjålet forskelligt værktøj.

Forsøg på tyveri fra lastbil/varebil, Helsingør

På Hovgårdsvej var en varevogn natten mellem tirsdag og onsdag udsat for forsøg på indbrud. Anmelderen oplyste, at der havde været tyveri fra samme bil for en måned siden, og de derefter havde sat sikkerhedslås på. I denne sag havde tyven klippet hul i sidedøren, og opdaget den ekstra sikkerhedslås, hvorefter indbrudsforsøget blev opgivet.

Tyveri fra bil, Dronningmølle

Anmeldelse kl. 16.54 om tyveri fra bil på Strandkrogen sket mellem kl.11.00-11.30. Rude knust i foran i passagersiden, og der var stjålet en sort taske indeholdende kørekort, mobiltelefon, hævekort mv.