Uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet  28.04.2023-09.05.2023

 

Bedrageri, Helsingør

En 19-årig ung mand fra Helsingør anmeldte kl. 19.55, at han havde købt en mobiltelefon Iphone 14 pro max af en mand, som han havde korresponderet med via Messenger. Profilen kaldte sig Jan Jørgensen, og ud fra profilfoto var der tale om en ca. 26 årig mand. Mobiltelefonen, som den 19-årige havde betalt 7.500 kr. for viste sig at være ’fake’, og gerningspersonen som solgte mobiltelefonen beskrives som:
Mand, asiatisk af udseende, 15-17 år, 180 cm, Kropsbygning: Spinkel, Talte: Dansk, Iført: sort kasket, sort adidas joggingdragt med hvide striber. Medbragte: sort el-scooter.

 

Brud på gasledning, Helsingør

Anmeldelse kl. 15.24 om brud på en tynd gasledning ind til privat beboelse på Søndre Strandvej i Helsingør, hvor ledningen var blevet kappet ved et uheld. Der var ingen antændingskilder i nærheden af lækagen. Politi og Brand til stedet. Søndre Strandvej spærret i nord og sydlig retning. Omkørsel ad Stubbedamsvej. Beboerne i området må gerne køre ind til deres bopæl. Movia omlægger busruten på stedet. Gasselskabet fremme kl. 16.30 og gassen lukket kl. 16.55, hvorefter busserne igen kan køre og vejafspærring ophævet.

 

Butikstyveri i Netto, Nivå

En 29-årig kvinde fra Helsingør blev mandag kl. 18.37 taget for butikstyveri i Netto i Nivå Center, hvor hun havde stjålet en flere poser chokolade og kiks.

 

Færdselsuheld, Gentofte

En 23-årig kvinde fra Frederikssund kørte kl. 13.24 i sin bil i nordgående retning på Helsingørmotorvejen ved Gentofte, hvor hun påkørte en varebil bagfra. Varebilen blev ført af en 48-årig mand fra Skovlunde, som også kørte i nordgående retning på Helsingørmotorvejen.

 

Færdselsuheld, Hornbæk

En 18-årig ung mand forsøgte kl. 17.41 at undvige en modkørende bil på Holmenevej i Hornbæk, da bilen efter hans opfattelse kom for tæt på, og han var bange for, at sidespejlene skulle ramme hinanden. Begge biler kørte i egen vognbane. Den 18-årige undveg til højre, hvor han påkørte et træ med højre front, således at hans bil væltede om på venstre side. Politi og ambulance til stedet. Men efterfølgende ingen melding om personskade. Bilen bliver skubbet ind til siden, og senere hentet og kørt på værksted.

 

Færdselsuheld, Kvistgård

En 32-årig mand fra København kørte torsdag kl. 08.15 op bag i en forankørende bilist på Helsingørsvej, og endte herefter på taget i grøften. Uheldet skabte større trafikale problemer i området omkring Helsingørsvej, men blev løst efter et fejeblad ankom til stedet 08.48. Ingen meldinger om personskade, men den 32-årige mand blev kørt på hospitalet for at få udtaget en blodprøve for at undersøge, om narkotika har været involveret.

 

Første køretøj i påvirket tilstand, Helsingør

En 37-årig mand fra Ringsted blev mandag kl. 22.30 sigtet og anholdt for at føre et køretøj i påvirket tilstand, da han blev stoppet på Emil Noldes Vej og testede positiv for flere euforiserende stoffer. Manden blev kørt på hospitalet for at få udtaget en blodprøve så den præcise påvirkningsgrad kan fastlægges.

 

Førte køretøj i påvirket tilstand, Gentofte

Torsdag kl. 10.47 blev en 28-årig mand fra København taget for at føre et køretøj på Helsingørmotorvejen i påvirket tilstand. Manden blev anholdt og kørt til lægen for at udtaget en blodprøve så den præcise påvirkningsgrad kan fastlægges.

 

Kørte uden førerret, Humlebæk

Onsdag eftermiddag klokken 14.05 blev en 24-årig mand fra Helsingør sigtet for kørsel uden førerret. Manden blev standset af en patrulje, da han kom kørende ad Helsingørmotorvejen, selvom han ikke havde generhvervet sit kørekort fra en tidligere frakendelse.

 

Ramte medbilist, Hørsholm

Torsdag eftermiddag klokken 14.58 overså en 43-årig mandlig bilist fra Helsingør en 33-årig mandlig medbilist også fra Helsingør, og påkørte ham bagfra på Helsingørmotorvejen. Ved sammenstødet snurrede den 33-åriges bil rundt. Den 43-årige blev efterfølgende kørt til tjek på hospitalet. Der er ingen meldinger om alvorlig personskade, men der skete betydelig materiel skade ved sammenstødet.

 

Spirituspåvirket cyklist overholdte ikke vigepligt, Helsingør

En 33-årig mand fra Helsingør cyklede kl. 18.31 ad Hovedvagtsstræde i sydøstlig retning, hvor han – uden at overholde sin vigepligt – fortsatte med at køre ligeud ind foran modkørende en 62-årig kvinde fra Hellebæk, der kørte langsomt i bil ad Strandgade i nordøstlig retning. Den 33-årige cyklede beruset og med håndholdt mobiltelefon. Ingen melding om personskade.

 

Trafikuheld på motorvejen, Gentofte

En 71-årig kvinde fra Søllerød kørte onsdag kl. 17.01 op bag i en 57-årig kvinde fra Hellerup i forbindelse med køkørsel på Helsingørmotorvejen i nordgående retning. Uheldet spærrede to vognbaner i en periode, og der var lukket helt op igen kl. 17.45. Der skete skader på begge køretøjer, men der er ingen meldinger om personskade.

 

Trafikuheld, Hørsholm

En 58-årig kvinde fra Birkerød blev tirsdag kl. 11.44 påkørt bagfra af en 25-årig mand fra København på Helsingørmotorvejen i nordgående retning. Der skete stor materiel skade, men ingen personer kom til skade.

 

Tricktyveri, Helsingør

En 18-årig ung kvinde fra Helsingør var kl. 16.07 på arbejde i en restaurant på Kampergade i Helsingør, hvor en kvinde kom ind, og ville købe tre glas fanta, og ønskede at betale med en dansk 500 kroners seddel. Kvinden snakkede meget dårligt engelsk, hvorfor den 18-årige blev forvirret. Kvinden oplyste, at hun blot ville have én fanta i stedet for tre, hvilket hun havde kontanter til, hvorefter hun forlod stedet. Da kvinden var gået opdagede den 18-årige, at hendes iPhone 13 var blevet stjålet, samt 2.000 danske kroner i kontanter fra kassen, som tilhørte restauranten.

 

Foto: ABW