Uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 16.06.2023-27.06.2023

 

Blev franarret Dankort og pinkode, Helsingør

Tirsdag formiddag anmeldte en 74-årig kvinde, at hun eftermiddagen forinden var blevet kontaktet telefonisk af en kvinde, som havde udgivet sig for at være fra en bank og fortalte, at der var blevet hævet et større beløb fra kvindens konto. Efterfølgende mødte en mand op på den 74-åriges adresse, hvor han fik udleveret hendes Dankort og pinkode. Manden beskrives som dansk af udseende, 20-25 år, 170 cm høj, spinkel af bygning, lys i huden med lyst hår. Han var iført sort trøje, sorte bukser, hjelm eller hætte og bar maske for mund og næse.

Nordsjællands Politi opfordrer til, at man aldrig udleverer oplysninger om sin bankkonto, betalingskort eller pinkode i telefonen. Bliver man ringet op af en person, som udgiver sig for at være fra banken, bør man bede om vedkommendes navn og ringe tilbage til bankens officielle telefonnummer for at sikre sig, at der ikke er tale om forsøg på svindel.

Flere tilfælde af musik til ulempe, Nordsjælland

Der har i aften- og nattetimerne været flere anmeldelser om musik til ulempe blandt andet på Rørsangervej i Hørsholm, hvor en patrulje gentagne gange måtte køre ud til en fest, som endte med at blive lukket klokken 01.47. På Vestergade i Gentofte måtte en patrulje klokken 01.59 sørge for at få slukket for musikken. I Sudergade i Helsingør lukkede en patrulje klokken 02.18 en fest, og på Tranegårdsvej i Hellerup måtte en patrulje klokken 00.27 advare nogle beboere om, at hvis de ikke skruede ned for musikken, blev deres fest lukket.

Fest med omtanke – husk at skrue ned, når det bliver sent
Det er forståeligt, at du/I fester derhjemme. Det skal der også være plads til. Men husk at vise hensyn. Naboerne er måske ikke lige så festglade sent om natten, som du er. Fest med omtanke, og husk at skrue lidt ned for musikken, når det bliver sent.

Er du selv udsat for musik til ulempe?
Før du ringer til politiet, så spørg festens deltagere, om de ikke nok vil skrue ned for musikken. En venlig henvendelse virker ofte, da de fleste sjældent er ude på at genere deres naboer. Virker en venlig henvendelse ikke, og fortsætter den høje musik – så kontakt politiet på 114. Vi er ved telefonen alle dage, døgnet rundt.

Færdselsuheld, Kokkedal

En 55-årig mand fra Hornbæk kørte mandag kl. 08.01 op i en forankørende 43-årig mand på Egevangen – formentlig på grund af et ildebefindende. Den 55-årige mand blev kørt på hospitalet for at blive tilset.

Ild i birketræ, Helsingør

Anmeldelse kl. 17.44 om, at der er gået ild i et birketræ efter et lynnedslag. Brand melder, at træet skal fældes, hvorfor noget af Hellebækvej skal afspærres. Beredskabspatrulje til stedet. Kl. 18.01 er ilden næsten slukket, og træet kan fældes. Ingen melding om, at birketræet nu er blevet til et asketræ.

Indbrud i byggemarked, Helsingør

Anmeldelse kl. 10.34 af indbrud i byggemarkedet STARK på H.C. Ørsteds Vej i Helsingør. Indbruddet er sket mellem tirsdag den 20.06.23 kl. 17.00 og onsdag den 21.06.23 kl. 10:00, hvor gerningspersoner er kommet ind i byggemarkedet via et opklippet hegn ud mod Gurrevej. Diverse maskiner er blevet stjålet.

Kørte i frakendelsestiden, Fredensborg

En 39-årig kvinde fra Fredensborg blev klokken 08.45 standset, da hun kom kørende ad Helsingørsvej. Her blev hun sigtet for at køre bil, selvom hun tidligere var frakendt sin førerret, og denne frakendelse stadig var gældende.

Indbrudsoversigt uge 25.

Narkokørsel mv., Kokkedal

En 24-årig mand fra Brøndby blev kl. 16.49 sigtet for at køre narkokørsel på Helsingørmotorvejen ved Kokkedal. Den 24-årige blev endvidere sigtet for at køre bil, selvom han var frakendt kørekortet.

Overtrådte afbrændingsforbud, Helsingør

En 28-årig mand fra Helsingør blev tirsdag kl. 19.05 sigtet for at bryde afbrændingsforbuddet i Helsingør kommune, da han havde tændt et bål på Nordlandsvej. Manden fik en bøde på 5.000 kroner.

Sigtet for hash, Hillerød

En 40-årig mand blev kl. 12.48 sigtet for besiddelse af hash på Helsingørsgade i Hillerød.

Sigtet for narko, Kokkedal

En 32-årig mand fra Hvidovre blev kl. 16.09 sigtet for besiddelse af Ecstasy mv. på Helsingørmotorvejen ved Kokkedal.

Sigtet for spirituskørsel, Fredensborg

En 34-årig mand fra Helsingør blev klokken 03.28 standset, da han kom kørende ad Helsingørsvej. Her blev han sigtet for spirituskørsel og taget med på hospitalet, hvor der blev udtaget en blodprøve fra ham. Den skal nu analyseres for at fastlægge hans nøjagtige promille til brug for den videre behandling af sagen.

Spirituskørsel, Helsingør

En 25-årig mand fra Frederiksberg blev kl. 8.30 sigtet for spirituskørsel på Klostermosevej i Helsingør.

Tricktyveri, Helsingør

Kl. 10.09 modtog vi en anmeldelse fra en 77-årig kvinde fra Allerød, som havde fået stjålet sin pung fra sin skuldertaske i Mr. August på Stjernegade i Helsingør. Den 77-årige kvinde havde mistanke til en mand, som havde skubbet til hende ved kassen, efter at hun havde betalt. Manden havde undskyldt for at skubbe og sagt, at han skulle tage noget lakrids, der stod på disken. Men da den 77-årige kvinde efterfølgende skulle bruge sin pung i en anden butik, opdagede hun, at pungen var væk. Der er givet følgende signalement:
Mand, dansk af udseende, 50-60 år, 170-175 cm. Kropsbygning: Kraftig. Hudfarve: Hvid. Hårlængde: Kort. Yderligere kendetegn: Tilbagestrøget hår. Talte: Dansk. Iført: lange bukser og jakke.

Tyveri fra indkøbspose, Helsingør

En 85-årig kvinde fra Helsingør var kl. 14.49 ude at handle i Lidl på Birkedalsvej i Helsingør, hvor hun fik stjålet sin pung fra en indkøbspose, som havde stået i indkøbsvognen. En mand havde forinden henvendt sig til den 85-årige på et for hende uforståeligt sprog, og da hun kom frem til kassen, opdagede hun, at hendes pung manglede fra indkøbsposen.

Nordsjællands Politi opfordrer til, at man ikke lader sin pung eller taske ligge i indkøbskurv eller indkøbsvogn uden opsyn, mens man køber ind.

Udgav sig for at være fra banken, Helsingør

En 77-årig kvinde fra Helsingør blev tirsdag kontaktet af en person, der udgav sig for at være fra kvindens bank. Gerningspersonen havde overtalt kvinden til at udlevere sine kreditkort og pinkoder, så de kunne “stoppe” overførsler fra kvindes konti. Den 77-årige blev dog senere mistænksom og fik spærret sine kort.

Nordsjællands Politi opfordrer igen til, at man aldrig udleverer oplysninger om sin bankkonto, betalingskort eller pinkode i telefonen. Bliver man ringet op af en person, som udgiver sig for at være fra banken, bør man bede om vedkommendes navn og ringe tilbage til bankens officielle telefonnummer for at sikre sig, at der ikke er tale om forsøg på svindel.

 

Foto: ABW