Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 2021/10/25-2021/11/02.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Sigtet for forsøg på bedrageri, Helsingør

En 17-årig ung mand fra Hornbæk blev torsdag formiddag klokken 11.45 sigtet for forsøg på bedrageri. Den unge mand havde fyldt vej-selv-slik for en værdi af ca 10 kroner i en pose i Kvickly på Birkedalsvej og sat prismærkaten på, hvorefter han fyldte mere slik i posen.

Stjal creme og make-up, Helsingør

Torsdag eftermiddag klokken 14.59 blev en 17-årig ung kvinde taget for butikstyveri i Matas i Helsingør Bycenter. Her havde den unge kvinde stjålet nogle creme samt make-up. Hun blev sigtet for tyveriet og hendes forældre samt de sociale myndigheder underrettes om sagen.

Sigtet for flere butikstyverier, Helsingør

Torsdag mellem klokken 13.00 og 16.43 var en 48-årig kvinde rundt i flere forretninger i Helsingør, hvor hun stjal varer. Kvinden blev standset af en butiksdetektiv uden for Tiger i Stengade, efter kvinden havde forladt forretningen uden at betale for de varer, som hun havde taget. Hun blev desuden fundet i besiddelse af varer fra Neye, Bog&Idé, Netto samt Fakta og blev sigtet for alle forholdene.

Kørsel uden førerret, Fredensborg

En 54-årig kvindelig bilist fra Helsingør blev klokken 22.30 standset af en patrulje på Hillerødvejen og bedt om at fremvise et gyldigt kørekort. Det kunne kvinden imidlertid ikke efterkomme, da hun ikke havde erhvervet sig førerret til bilen, og hun blev derfor sigtet for at køre bil på trods af dette.

Kørte uden kørekort, Helsingør

En 42-årig mand fra Helsingør blev tirsdag eftermiddag klokken 14.25 sigtet for at køre uden kørekort. Manden blev truffet ved krydset Rønnebær Allé/Gurrevej, hvor han kort forinden havde påkørt en anden bilist.

Ridser i lakken, Helsingør

En peugeot, som holdt på Tårnhøjvej, er mellem søndag aften og mandag morgen blevet udsat for hærværk. Der er lavet en dyb ridse i lakken hele vejen rundt om bilen.

Narkokørsel, Helsingør

Klokken 01.08 blev en 39-årig mandlig bilist fra Snekkersten standset og kontrolleret på Søndre Strandvej. Her fik han narkometeret til at slå ud, hvorfor han blev sigtet for dette og taget med til udtagning af blodprøve, der skal fastslå den eventuelle grad af påvirkning.

Manden var ligeledes frakendt førerretten, og han blev derfor også sigtet for alligevel at have sat sig bag rattet trods dette.

Brand i elskab, Hornbæk

Der indløb klokken 14.13 anmeldelse om brand på Sauntevej. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor det kunne konstateres, at der var brand i et elskab, og at der kom røg fra bygningen. Da der var blevet slukket for strømmen, blev slukningsarbejdet igangsat. Det formodes, at branden opstod som følge af en teknisk fejl.

Spritbilist standset, Hornbæk

En 43-årig udenlandsk mand uden fast adresse blev søndag aften klokken 19.15 standset på Sauntevej. Her viste en alkometertest, at mandens promille var højere end tilladt, og han blev derfor sigtet for spirituskørsel og taget med på politigården, hvor en læge blev tilkaldt til at tage en blodprøve, der skal fastlægge den 43-åriges nøjagtige promille.