Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 2020/12/23-2021/01/05.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Foto: ABW

Tyveri fra varebiler, flere steder

Mellem fredag den 18. december klokken 16.00 og mandag den 4. januar klokken 7.00 blev der skåret hul i sidedøren på en varebil, som holdt parkeret på Toftebæksvej i Kgs. Lyngby. Fra varebilen blev der stjålet elektrisk værktøj.

Bagdøren til en varebil, som holdt parkeret på Gefionsvej i Helsingør, blev mellem onsdag klokken 15.00 og mandag klokken 06.30 brudt op, så ukendte gerningspersoner fik adgang til varebilens varerum. På tidspunktet for døgnrapportens udgivelse foreligger der endnu ikke oplysninger om eventuelle stjålne genstande.

Fra en varebil, som holdt parkeret på Færgevej i Frederikssund mellem søndag klokken 20.00 og mandag klokken 06.30, blev der stjålet håndværktøj og elektrisk værktøj. Ukendte gerningspersoner tiltvang sig adgang til varebilen ved at afliste bagruden.

Ukendte gerningspersoner skaffede sig mellem mandag den 28. december klokken 23.59 og mandag den 4. januar klokken 10.00 adgang til en varebil, som holdt parkeret på Grønnevang i Gilleleje, ved at opbryde en siderude i bilen. Fra varebilen blev der stjålet elektrisk værktøj.

Mellem torsdag klokken 15.00 og mandag klokken 11.00 tiltvang ukendte gerningspersoner sig adgang til en varebil, som holdt parkeret på Møllevej i Frederikssund, ved at afliste bagruden. Fra varebilen blev der stjålet elektrisk værktøj.

Fra en varebil, som holdt parkeret på Belvederevej i Helsingør mellem torsdag klokken 13.00 og søndag klokken 11.00, blev der stjålet elektrisk værktøj. Ukendte gerningspersoner skaffede sig adgang til bilen ved at opbryde låsen i bilens dør.

Butikstyveri, Helsingør

Klokken 12.25 blev det anmeldt, at en butikstyv blev tilbageholdt i Føtex på Stürups Plads, idet han havde stjålet vin og chokolade fra butikken, men at manden ikke ville oplyse sit navn. En patrulje kørte derfor til butikken, hvor de traf en 33-årig mand fra Helsingør, som de sigtede for butikstyveri.

Tyveri fra varebil, Helsingør

Klokken 10.47 blev det anmeldt, at der imellem lørdag klokken 23.00 og søndag klokken 08.00 var blevet stjålet værktøj fra en varebil, der havde holdt parkeret på Pontoppidansvej. Gerningspersonerne var kommet ind i køretøjet ved at afliste den højre siderude.

Groft hærværk, Helsingør

Klokken 12.51 blev det anmeldt, at der imellem den 23. december og 2. januar var blevet udøvet hærværk på fem biler og en trailer, der havde holdt parkeret nær Landinspektørkontoret på Ole Rømers Vej. På de fem biler var alle fire dæk skåret op, flere ruder var knust, sidespejlene var brækket af, ledninger til taglygter var klippet over, og nummerpladerne fra alle biler var revet af og smidt på stedet. Derudover sås der mindre buler i bilerne. Derudover havde traileren fået alle fire dæk skåret op.

Fund af krysantemumbombe på legeplads, Helsingør

Der indløb klokken 15.57 anmeldelse om, at der var fundet en uaffyret krysantemumbombe ved sandkassen på en legeplads på Kongedammen. Hærens ammunitionsrydningstjeneste blev kontaktet med henblik på vurdering af fundet, og de kørte efterfølgende til stedet. Her vurderede de, at der rigtignok var tale om en krysantemumbombe, og den blev derefter taget med med henblik på destruktion.

Butikstyveri, Helsingør

Klokken 16.40 blev det anmeldt, at vagten i Føtex på Stürups Plads tilbageholdt en udenlandsk mand, som havde stjålet varer fra butikken. En patrulje kørte derfor til stedet, hvor de traf den 33-årige mand, som de anholdt og sigtede for butikstyveri.

Hærværk, Helsingør

Der indløb klokken 17.19 anmeldelse om, at en bil, som holdt parkeret på Søvejen mellem lørdag klokken 13.00 og søndag klokken 11.30 havde været udsat for hærværk, idet alle fire dæk var blevet punkteret med en ukendt skarp genstand.

Narkokørsel, Humlebæk

Klokken 22.06 standsede en patrulje et køretøj på Fredensborgvej, hvor føreren, en 51-årig mand fra Helsingør, blev anholdt og sigtet for narkokørsel. Han blev også fundet i besiddelse af amfetamin, hvilket han derfor også modtog en sigtelse for.

Føreren af bilen blev efterfølgende kørt på hospitalet med henblik på udtagning af en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring hans eventuelle narkopåvirkning.

Færdselskontrol, Kgs. Lyngby

Fra cirka klokken 16.00 til cirka klokken 18.00 foretog Nordsjællands Politi færdselskontrol med fokus på hastighed ved på Helsingørmotorvejen ved Klampenborgvej. Det førte til 11 sigtelser, hvoraf seks bilister står til et klip i kørekortet, ligesom en af bilisterne var efterlyst til fogedretten, hvorfor denne blev anholdt.

Uro og uorden, Hillerød

Klokken 22.39 var en patrulje forbi en kælder i tervang og bortvise seks unge mænd i alderen 22-24 fra Hillerød, Helsingør og København, efter det var blevet anmeldt, at de larmede, skabte utryghed samt røg hash i kælderen.

Butikstyveri, Fredensborg

Klokken 21.03 anmeldte personalet fra Netto, at tre kvinder i forening havde forsøgt at stjæle diverse fødevarer for cirka 1.500 kroner. En patrulje blev sendt til stedet, hvor de tre kvinder, en 36-årig fra Espergærde, en 43-årig fra Helsinge samt en 34-årig fra Helsingør, blev sigtet for butikstyveri.

Kørsel i påvirket tilstand, Snekkersten

Klokken 03.25 blev en 38-årig mandlig bilist fra Helsingør standset og kontrolleret på Klostermosevej ved Smakkevej. Her fik han narkomeret til at slå ud, hvorfor han blev sigtet for kørsel i påvirket tilstand og taget med til udtagning af blodprøve, der skal fastslå den eventuelle grad af påvirkning.

Hærens ammunitionsrydningstjeneste afhentede fyrværkeri ved arrest, Helsingør

Klokken 13.24 blev det anmeldt, at personale fra Helsingør Arrest havde fundet en fyrværkerilignende genstand inden for hegnet til arresten. Der blev taget kontakt til Hærens ammunitionsrydningstjeneste, som efterfølgende kom til stedet for at håndtere genstanden.

Uro og uorden, Helsingør

Klokken 16.51 blev det anmeldt, at tre unge drenge fyrede fyrværkeri af mod personer på stierne ved Blishøj. En patrulje kørte til stedet, hvor drengene stak af ved ankomsten, og det var ikke muligt for patruljen at få standset dem, inden de forsvandt ud af syne.

Uro og uorden, Helsingør

Klokken 03.18 blev det anmeldt, at der fra en bil blev kastet med kanonslag på Kongevejen nær trækbanen. En patrulje kørte til området, hvor de fik kontakt til en bil, som svarede til beskrivelsen fra anmeldelsen. Det var dog ikke umiddelbart muligt at konstatere, om personerne i bilen havde været i besiddelse af ulovligt fyrværkeri, men de tre 20-årige mænd fra Helsingør, som befandt sig i bilen, fik alle registreret deres generalia, ligesom patruljen tog en samtale med dem om brugen af fyrværkeri.

 

Indbrud i privat beboelse i Nordsjællands politikreds den 28. – 29. december 2020

Kvinde befamlet, Helsingør

Klokken 08.11 anmeldte en 26-årig kvinde fra lokalområdet, at hun netop var kommet gående med barnevogn ved tunnelen til Kvickly ved Prøvestenscentret, da en ukendt mand tog sin hånd op under hendes jakke og i den forbindelse rørte ved hendes bagdel, hvorefter han løb fra stedet. En patrulje runderede kort efter i området, men det var ikke muligt at udfinde manden.

Tyveri fra varebil, flere steder

Klokken 12.07 blev det anmeldt, at der fra en varebil, som holdt parkeret på Søvejen i Helsingør mellem onsdag klokken 15.00 og søndag klokken 10.00 var blevet stjålet elektrisk og manuelt værktøj. Ukendte gerningsmænd havde tiltvunget sig adgang til bilen ved at knuse højre siderude.

Også en varebil, som holdt parkeret på Oldenvej i Kvistgård mellem lørdag klokken 18.00 og søndag klokken 06.00 havde ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 12.50, været udsat for tyveri. Her var håndtaget til bagdøren blevet opbrudt. På tidspunktet for døgnrapportens udgivelse er eventuelle stjålne genstande endnu ikke opgjort.

Klokken 13.02 blev det anmeldt, at også en varebil, som holdt parkeret på Mortenstrupvej i Hørsholm mellem onsdag klokken 12.30 og søndag klokken 11.00 havde fået knust bagruden. Fra bilen blev der stjålet elektrisk værktøj.

Bil på taget i grøft, Humlebæk

Klokken 18.57 indløb der anmeldelse om, at der befandt sig en bil på taget i en grøft på Hørsholmvej i sydgående retning ved Toeltevej. En patrulje kørte til stedet, hvor autohjælpen også samtidig var fremme. Patruljen tog kontakt til bilens ejer, en 20-årig mand fra Helsingør, som af ukendt årsager havde mistet herredømmet over sin bil, hvorefter den var endt på taget. Der var ved uheldet ikke umiddelbart sket nogen personskade.

I besiddelse af joint, Helsingør

En patrulje bemærkede klokken 19.32 en ung mand, som stod med en joint på en parkeringsplads på Gl. Hellebækvej. De rettede derfor henvendelse til manden, en 21-årig fra Helsingør, og sigtede ham for forholdet.

Indbrud i fritidshus, Dronningmølle

Klokken 20.01 blev det anmeldt, at der havde været indbrud i et fritidshus på Holtesgårdvej mellem klokken 11.30 og 19.55. Ukendte gerningsmænd tiltving sig adgang ved at opbryde et vindue, og fra stedet stjal de en designerlampe. Eventuelle yderligere stjålne genstande er på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse endnu ikke opgjort.

Hærværk, Hornbæk

En 28-årig kvinde fra Hornbæk anmeldt klokken 23.48, at hun 10 minutter tidligere havde set to mænd sparkede sidespejlet af hendes bil, som stod parkeret på Sauntevænget. De to mænd var efterfølgende gået videre ad Sauntevej og var forsvundet ud af syne. En patrulje kørte til området, men de to mænd, der beskrives som 175-180 cm høje og mørkklædte, den ene med hætte på, var ikke mulige at udfinde.

Hærværk mod butik

Helsingør: Mellem klokken 17.45 og 19.00 onsdag er der malet graffiti på vinduerne til forretningen Kagefryd i Helsingør.

Lamper og porcelæn stjålet

Hornbæk: Ved et indbrud i et fritidshus er der mellem mandag klokken 15.00 og tirsdag klokken 14.00 stjålet designerlamper samt porcelæn. Tyven har brudt en terrassedør op for at komme ind, og indbruddet blev anmeldt tirsdag klokken 14.29.

Kvinde ramt af bil

Helsingør: En 30-årig kvinde fra Helsingør blev tirsdag eftermiddag klokken 16.37 ramt af en bil, som blev ført af en 63-årig mand fra Espergærde, da hun krydsede Prøvestensvej ved fodgængerfeltet. Kvinden pådrog sig overfladiske skader ved uheldet.

Tyv med kolde fødder

Helsingør: En 25-årig udenlandsk kvinde blev tirsdag eftermiddag sigtet for butikstyveri, efter hun havde stjålet to par sokker i Kvickly.

Skød fyrværkeri efter kvinde

Helsingør: En gruppe drenge fyrede tirsdag aften fyrværkeri af mod en 34-årig kvinde, som klokken 19.05 kom gående med en barnevogn ved tunnelen ved H P Christensens Vej. Til alt held blev kvinden ikke ramt af fyrværkeriet. En patrulje kørte efterfølgende rundt i området i et forsøg på at finde gerningsmændene, dog uden held.

Unge skabte dårlig stemning

Helsingør: Tre unge mænd i alderen 18 – 20 år skabte klokken 00.56 natten til onsdag temmelig dårlig stemning i forbindelse med, at politiet var til stede i området omkring Rønnebær Allé og Nørrevej, hvor der blev fyret fyrværkeri af til stor gene for de omkringboende. De tre blev ikke set fyre fyrværkeri af, men da de efter gentagne gange at være blevet bedt om at forlade stedet på grund af deres opførsel i øvrigt, stadig ikke efterkom dette, blev de anholdt og sigtet for overtrædelse af Ordensbekendtgørelsen. De blev taget med på politigården og blev løsladt igen ved 06-tiden onsdag morgen.

Bilrude knust

Helsingør: En rude i en bil, der holdt på Skydebane Allé er mellem klokken 02.00 og 02.40 blevet knust.