Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 2020/11/30-2020/12/08.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Foto: ABW

To færdselsuheld på samme strækning

Kgs. Lyngby: Mandag morgen klokken 07.28 skete to færdselsuheld på den samme strækning af Helsingørmotorvejen i sydgående retning. Ved det ene uheld kørte to biler sammen, mens tre biler kørte sammen i det andet uheld. Den øvrige trafik kunne passere med forsigtighed i et enkelt spor, indtil strækningen blev helt åbnet igen omkring klokken 09.30. Der er ingen meldinger om alvorlig personskade.

Cykel og golfudstyr stjålet

Helsingør: Mellem den 1. december og i går, mandag, klokken 14.00 er der fra et kælderrum i Teglstrup Have stjålet en racecykel af mærket Specialized samt en golftaske med golfkøller af mærket Gallaway. Tyven har brudt beslagene til en hængelås op for at skaffe sig adgang til kælderrummet.

Katalysatorer stjålet

Helsingør: I dagene mellem den 1. december og til i går, mandag, klokken 16.00 er der stjålet en katalysator fra en Mitsubishi Colt, der holdt på Rosenkildestien. Katalysatoren er blev skåret af bilen med en vinkelsliber. Der er også stjålet en katalysator fra en Landrover, som holdt i Hovgårdsparken. Dette tyveri er sket mellem søndag klokken 18.00 og mandag klokken 06.30, hvor tyven har savet bilens udstødningsrør over og efterfølgende stjålet katalysatoren.

Mand skabte uro på tankstation, Helsingør

Der indløb klokken 16.12 anmeldelse om, at en mand skabte uro på en tankstation på Kongevejen. Han opførte sig truende over for både personale og kunder og havde ifølge anmeldelsen også slået ud efter en af medarbejderne på stedet. En patrulje kørte dertil, hvor manden i mellemtiden var forsvundet, og det var heller ikke muligt at udfinde ham ved en efterfølgende rundering.

Manden beskrives som: dansk af udseende, 180-185 cm, kraftig af bygning. Iført flad kasket og medbragte en blå rygsæk.

Anmeldelse om affyring af fyrværkeri, Snekkersten og Helsingør

Klokken 21.15 og klokken 21.49 blev det anmeldt, at der henholdsvis på en sti mellem Klyveren og Borupgårdskolen i Snekkersten og på Hesteskoen i Helsingør blev affyret fyrværkeri, formentlig i form af kanonslag, og at en gruppe på omkring ti unge personer var set i nærheden. Patruljer blev sendt til begge steder, men det var ved rundering ikke muligt at udfinde nogen, der kunne relateres til de to hændelser.

Røg uden brand, Helsingør

Klokken 08.37 anmeldte en forbipasserende, at der var røg i Jyske Bank. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor det kunne konstateres, at der var røg uden brand. Bankens alarm var nemlig gået i gang ved en fejl, hvilket havde udløst røgkanonen.

Færdselsindsats, Kgs. Lyngby

Klokken 01.00 til 02.30 blev der foretaget hastighedsmåling med laser på Helsingørmotorvejen, hvilket resulterede i seks sager om for høj hastighed, ligesom en bil fik inddraget nummerpladerne på grund af restance.

Anholdt for ulovligt arbejde, Espergærde

Som led i en indsats mod social dumping og i samarbejde med Arbejdstilsynet og Skattestyrelsen besøgte Nordsjællands Politis Udlændingekontrolsektion en byggeplads på Kløvermarken klokken 09.40. Her blev fem udenlandske statsborgere anholdt og sigtet for ulovligt arbejde, idet de ikke havde tilladelse til at arbejde i Danmark.

Ved aktionen blev også en arbejdsgiver på byggepladsen sigtet for at have beskæftiget de udenlandske statsborgere til trods for, at de ikke havde arbejdstilladelse.

Det forventes, at de fem udenlandske statsborgere fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Helsingør fredag klokken 9.15.

Forsøg på vold mod nogen i offentlig tjeneste, Holte

Klokken 11.41 blev det anmeldt, at en buschauffør i 150S klokken 10.08 havde påtalt over for en mand, der ville stige ind i bussen ved busstoppestedet på Helsingørmotorvejen i Gammel Holte, at han skulle have billet for at komme med bussen. Det fik manden til at gå ud af bussen igen, imens han fremviste sin mellemste finger til buschaufføren. Da manden var ude af bussen, vendte han sig om og kastede en halv roulade ind i bussen via den åbne dør, således rouladen ramte ruden meget nær buschaufførens hoved.

Den roulade-kastende mand beskrives som:
Mand, dansk af udseende, 16-20 år, 180 cm høj, almindelig af bygning, med lyst kort hår. Var iført lyse bukser og en brun fleece-jakke.

Butikstyveri, Helsingør

Klokken 13.50 anmeldte fra personalet fra Føtex, at de havde pågrebet to butikstyve, der havde forsøgt at stjæle underbukser og shampoo for 524 kroner.

Da de to butikstyve var udenlandske statsborgere, blev en patrulje sendt til stedet, hvor to mænd på henholdsvis 49 år og 44 år blev sigtet for butikstyveri.

Tyveri af el-løbehjul, Helsingør

I slutningen af november havde en 24-årig mand fået stjålet sit elløbehjul.

I går onsdag klokken 17.30 havde en ven til den 24-årige set det pågældende elløbehjul stå foran McDonald’s og derfor gjort den 24-årige opmærksom på det, hvorfor den 24-årige kørte til McDonald’s med en ven. Imens den 24-årige stod ved McDonald’s og konstaterede, at der rettelig var tale om hans løbehjul, kom der en person ud for at benytte løbehjulet, hvorefter der opstod tumult imellem parterne, da den 24-årige konfronterede personen med, at løbehjulet tilhørte ham.

En patrulje blev derfor sendt til stedet, hvor en 17-årig mand fra Helsingør blev sigtet for at have stjålet elløbehjulet.

Kørsel uden førerret, Hillerød

Klokken 08.53 blev en 82-årig mandlig bilist fra Helsingør standset og kontrolleret nær Østergade, efter han havde kørt sin bil fra p-pladsen ved arresten og videre ad rampen mod Østergade.

Det viste sig, at han ikke måtte køre bil, idet han netop havde dumpet sin teoriprøve, som han lige havde været til på politistationen i Hillerød i forbindelse med en kontrollerende køreprøve efter kørekortbekendtgørelsens § 103. Manden blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.

Færdselsuheld, Kongens Lyngby

Klokken 13.52 skete der et færdselsuheld på Helsingørmotorvejen i sydgående retning, hvor strækningen deler sig i to mod henholdsvis Rødby og København. Her førte en 34-årig mand fra Helsinge en varebil i det højre spor, der fortsætter mod Rødby, og da han skulle mod København, trak han til venstre for at skifte vognbane. I den forbindelse stødte han sammen med en personbil, der lå i det midterste spor på vej mod Rødby ført af en 65-årig kvindelig bilist fra Nærum, hvorefter denne påkørte autoværnet i højre side.

Der skete umiddelbart ingen personskade ved færdselsuheldet, ligesom der kun skete mindre materiel skade, men trods dette var strækningen afspærret i små 20 minutter, imens der blev ryddet op.

Mand skabte uro, Helsingør

Klokken 00.31 indløb der anmeldelse om, at en mand skabte uro på McDonald’s på Kongevejen, idet han var ubehøvlet over for personale og andre gæster på stedet. En patrulje kørte til stedet, hvor manden blev bortvist, og det samme gjorde sig klokken 01.07 gældende i 7/Eleven på Helsingør Station.

Også klokken 03.10 blev det anmeldt, at samme mand havde været inde på Circle K på Kongevejen, hvor han teede sig, og en patrulje kørte derfor til stedet. Manden var dog forsvundet fra stedet ved patruljens ankomst, og han var heller ikke mulig at udfinde ved den efterfølgende rundering i området.

Kvinde alvorligt til skade efter påkørsel

Kgs. Lyngby: Søndag morgen klokken 07.10 kom en 56-årig kvinde fra Nærum alvorligt til skade, da hun blev påkørt af en anden bilist på Helsingørmotorvejen. En 21-årig mand fra Taastrup, der kom kørende med høj fart i en varevogn, påkørte kvindens bil bagfra, hvorved kvinden mistede herredømmet over sin bil og ramte autoværnet. Kvinden blev kørt til hospitalet efter ulykken.

Bortvist fra madmarked

Helsingør: Søndag eftermiddag klokken 15.30 blev en 53-årig mand fra Kvistgård bortvist fra Helsingør Madmarked, da han nægtede at bære mundbind og opførte sig truende overfor andre personer på stedet. En patrulje blev tilkaldt og bortviste manden.

Mand skabte uro i tog

Nivå: En 33-årig mand med ukendt adresse skabte søndag aften omkring klokken 22.20 så meget uro i toget på vej mod Helsingør, at politiet blev kontaktet. Manden var beruset og aggressiv over for de andre passager, og en patrulje kørte derfor til Espergærde Station, hvor manden blev taget med til detentionen.