Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 300615-060715.

Fund af “granat”, Hornbæk.
Tidspunkt: 30/06-2015

Kl. 2000 anmeldtes fra Hornbæk havn, at der var fundet en granatlignende genstand i vandkanten.

EOD blev orienteret og kørte til stedet, hvor det viste sig at være en granatlignende genstand, der ikke indeholdt nogen form for sprængstof.

Færdselsuheld, Helsingør.
Tidspunkt: 01/07-2015

Kl. 1458 anmeldtes et færdselsuheld på Gurrevej ved Gurre Kirke.

Part 1, knallert ført af en 49 årig mand fra Tikøb, kørte på vejen mod syd, og ind i chikanen, hvor part 2, bus ført af en 56 årig mand, kørte mod nord, hvorefter der skete sammenstød, hvorunder part 1 fik så alvorlige skader, at han blev kørt til Rigshospitalet med politieskorte for behandling.

Part 1 fik udtaget blodprøve, da han skønnedes påvirket af spiritus. Vejen lukket indtil kl. 1613.

Færdselsuheld, Helsingør.
Tidspunkt: 01/07-2015

Kl. 2042 anmeldtes en eneulykke på Færgevej.

Part 1, uindregistreret motorcykel ført af en 26 årig mand fra København, kørte på vejen på den helt nyindkøbte motorcykel og forsøgte herunder at køre på baghjulet på vejen, hvorunder han mistede herredømmet over cyklen og totalskadede den.

Føreren kom så slemt til skade, at han blev fløjet til behandling på Rigshospitalet i tilkaldt helikopter.

Spirituskørsel, Helsingør.
Tidspunkt: 02/07-2015

Kl. 2303 standsede en patrulje på Kongevejen en spirituspåvirket fører af en personbil.

Føreren, en 47 årig svensk mand, blev alkometertestet, anholdt og taget med til prøveudtagning.

Tyveri af diesel, Tikøb.
Tidspunkt: 30/06-2015

Kl. 0115 anmeldtes fra Esrumvej i Plejelt, at en mand var kommet kørende til stedet, hvor han havde suget dieselolie op af tankene på to lastbiler.

Patrulje til stedet, hvor en mand løb fra stedet i retning mod Harreshøj.

En hundepatrulje kom til og gik spor med en hund i over en time, hvorefter der skete anholdelse af en formentligt 47 årig mand fra Italien, på en græsmark.

Han blev taget med på stationen.

Voldeligt slagsmål, Helsingør.
Tidspunkt: 30/06-2015

Kl. 1911 anmeldtes fra Hestens Bakke, at 20-30 personer var impliceret i et større slagsmål.

Patruljer til stedet, hvor en del mennesker havde forsamlet sig, ligesom man fandt frem til at en 19 årig mand fra lokalsamfundet havde været udsat for grov vold, hvorfor han i helikopter blev fløjet til Rigshospitalet for behandling. Ingen livsfare.

Efterforskningen førte frem til, at der i løbet af natten blev foretaget ransagninger på to adresser på Sdr. Strandvej og på Stubbedamsvej, hvorunder der kortvarigt blev foretaget anholdelse af 9 personer i alderen 19 til 39 år.

Sagen efterforskes.