Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 2022/11/14-2022/11/22.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

14-årig butikstyv, Helsingør

En 14-årig pige fra Ålsgårde blev tirsdag kl. 16.29 taget for butikstyveri på Jernbanevej i Helsingør. En patrulje kørte pigen hjem, og tog en snak med hendes forældre. De sociale myndigheder bliver kontaktet.

Bil blev beslaglagt, Helsingør

En 40-årig udenlandsk mand fik søndag formiddag klokken 09.28 beslaglagt sin bil, efter han ved flere på hinanden følgende alkometertest var blevet målt med en promille på over to. Manden blev standset på Esrumvej, hvor han udover at få sin bil beslaglagt også blev sigtet for spirituskørsel.

Brand i køleskab, Helsingør

Klokken 14.10 kom en anmeldelse om, at der var brand i et køleskab i en ejendom på Anemonevej. Branden blev hurtigt slukket og ingen personer kom til skade.

Indbrud i varevogn, Helsingør

Ukendte gerningsmænd har mellem lørdag d. 12 kl. 12.00 og mandag d. 14 kl. 08.00 stjålet værktøj og sodavand fra en firmabil på Søvej i Helsingør.

Kørsel uden førerret, Kvistgård

En 47-årig mand fra Søborg blev tirsdag kl. 02.31 stoppet på Helsingørmotorvejen, hvor det viste sig, at han førte sin bil uden førerret.

Mistede livet i trafikulykke, Kgs. Lyngby

En 51-årig kvinde mistede søndag formiddag livet i forbindelse med en trafikulykke i buslommen ved afkørsel 16 på Helsingørmotorvejen, hvor en 63-årig mand mistede herredømmet over sin bil og påkørte det busskur, hvor kvinden stod. Kvindens pårørende er blevet underrettet. Den 63-årige fører af bilen er sigtet for uagtsomt manddrab.

Nægtede at oplyse sit navn til politiet, Helsingør

En 34-årig mand fra Helsingør blev klokken 18.37 anholdt, da han ikke ville oplyse sit navn til politiet i forbindelse med en politiforretning i Helsingør Bycenter, hvor han optrådte aggressivt. Manden blev løsladt senere, efter det var lykkedes at konstatere hans identitet.

Skabte uro og uorden, Helsingør

To mænd skabte klokken 21.55 så meget uro og uorden i toget ved Helsingør Station, at politiet blev tilkaldt. Den ene mand, en 40-årig mand uden fast adresse, blev vurderet til ikke at være i stand til at tage vare på sig selv. Han blev derfor anholdt og sat i detentionen, hvorfra han blev løsladt torsdag morgen klokken 06.05.

Vanvidskørsel, Hornbæk

En fotovogn fangede mandag morgen kl. 08.50 en trafikant, der kørte 129 km/t i en 50 km/t-zone på Nordre Strandvej i Hornbæk. Føreren af bilen var en 61-årig mand fra Helsingør, der senere blev stoppet, hvorefter køretøjet blev beslaglagt efter reglerne for vanvidskørsel.
Kl. 09.09 var endnu en billist på spil – denne gang med 117 km/t i 50 km/t-zonen. Den leasede bil blev ført af en 56-årig udenlandsk statsborger, der senere blev fundet på en adresse i København. Køretøjet blev beslaglagt efter reglerne for vanvidskørsel.

Voldeligt overfald, Helsingør

En 22-årig fra Helsingør mand blev natten til fredag kl. 02.21 overfaldet af en ukendt gerningsmand ved Svingelport i Helsingør. Gerningsmanden slog den forurettede i ansigtet, hvorefter han løb sin vej. Gerningsmanden beskrives som en mand på mellem 180 og 190 cm.

Foto: ABW