Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 2022/10/03-2022/10/11.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Bil i brand, Helsingør

Klokken 22.21 torsdag aften kom en anmeldelse om, at en varevogn, som stod på HC Ørsteds Vej, var i brand. Brandårsagen skal nu undersøges nærmere, men det formodes, at der er tale om en påsat brand.

Dreng slået i hovedet, Helsingør

En 13-årig dreng anmeldte torsdag morgen klokken 08.02, at han umiddelbart forinden var blevet overfaldet ved Trollehøj Børnehave på Nordvej. Her havde en mand råbt skældsord ad ham og slået ham i hovedet. En patrulje kørte til stedet, men gerningsmanden var forsvundet fra området. Han beskrives som 25-30 år, dansk af udseende, langt hår, skæg. Iført sort trøje og sorte bukser.

Havde hash på sig, Helsingør

En 16-årig ung mand blev torsdag aften fundet i besiddelse af en moderat mængde hash. Den unge mand blev truffet på Blishøj af en patrulje i forbindelse med an målrettet aktion mod narkosalg på gadeplan. Den unge mand blev sigtet for forholdet, desuden bliver hans forældre og de sociale myndigheder underrettet om sagen. I samme indsats blev der fundet to klumper hash i en buskads ved en p-plads på Søvejen.

Havde hash på sig, Helsingør

En 26-årig mand fra Helsinge blev klokken 16.26 stoppet, da han kom kørende ad Strandgade. Her blev han fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, ligesom der blev fundet en mixerbakke i hans bil. Manden blev sigtet for forholdet.

Indbrud i frisør, Helsingør

Ved et indbrud hos frisør Hair&Beauty på Stubbedamsvej er der mellem lørdag klokken 16.30 og saøndag klokken 12.00 stjålet hårplejeprodukter, krøllejern, føntørrer samt to loungestole. Gerningspersonen har skaffet sig adgang til frisørforretningen ved at bryde hoveddøren op.

Kvinde slået i panden, Kokkedal

En 18-årig kvinde fra Helsingør blev torsdag formiddag slået i panden af en ukendt mand. Det skete på Kystbanestien, hvor kvinden kom gående i retning Rungsted. Her blev hun kontaktet af en mand, som råbte ad hende og skældte hende ud, fordi hun gik med hovedtelefoner på. Da kvinden bad manden om at lade være med at råbe ad hende, reagerede han ved at slå hende hårdt i panden. Herefter cyklede han fra stedet. Manden beskrives som skandinavisk af udseende, lys i huden, 50-60 år, 180 cm høj, kraftig af bygning, kraftig, iført refleksgul cykelhjelm og refleksgult tøj. Han kørte på en MTB cykel.

Kørte i frakendelsestiden, Hornbæk

mandag eftermiddag klokken 17.21 blev en 36-årig mand uden fast adresse standset, da han kom kørende ad Sandagerhusvej. Her blev det konstateret, at manden kørte vil, selvom en tidligere frakendelse af hans førerret stadig var gældende. Manden blev sigtet for forholdet.

Kørte uden kørekort, Helsingør

Søndag eftermiddag klokken 16 blev en 16-årig ung mand standset, da han kom kørende på motorcykel ad Borgm. P. Christ. Vej. Her blev han sigtet for kørsel uden førerret.

Overfusede folk på gaden, Helsingør

En patrulje måtte klokken 10.34 køre til Stengade, hvor en 32-årig mand fra Helsingør gik og råbte og skreg af en kvinde. Da en borger forsøgte at tale manden lidt til ro, overfusede han i stedet borgeren, som besluttede at ringe til politiet. Patruljen tog en alvorssnak med manden om hans opførsel.

Sigtet for narkokørsel, Espergærde

Klokken 01.20 natten til tirsdag blev en 29-årig mand fra Helsingør standset, da han kom kørende ad Kongevejen. Her viste det sig, at manden var påvirket af cannabis. Han blev derfor sigtet for narkokørsel og taget med på hospitalet, hvor der blev udtaget en blodprøve fra ham. Den bliver nu analyseret for at fastlægge mandens nøjagtige påvirkningsgrad til brug for den videre behandling af sagen.

Sigtet for spirituskørsel, Helsingør

Klokken 10.22 blev en 27-årig udenlandsk mand med ukendt adresse standset på Færgevej. Her viste en alkometertest, at mandens promille var højere end den tilladte. Han blev derfor sigtet for spirituskørsel og taget med på hospitalet, hvor der blev udtaget en blodprøve fra ham. Den vil blive analyseret med henblik på at fastlægge mandens nøjagtige promille til brug for den videre vurdering af sagen.

Taget for at købe hash, Helsingør

I forbindelse med en målrettet politiaktion mod narkohandel på gadeplan i Helsingør så en politibetjent en 18-årig mand ved Hesteskoen modtage en genstand i højre hånd, mens han selv afleverede en pengeseddel. Da den 18-årige gik tilbage mod en ventende bil blev han standset af politiet og sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer samt gjort bekendt med sine rettigheder. Han udleverede en pose indeholdende en moderat mængde hash. Ved samme aktion blev tre andre personer i øvrigt fundet i besiddelse af hash.

Taget for spirituskørsel, Dronningmølle

Onsdag klokken 09.55 blev en 76-årig mand fra Dronningmølle standset, da han kom kørende i bil ad Bynkevangen. Her viste en alkometertest, at mandens promille var højere end tilladt, og han blev derfor sigtet for spirituskørsel. Manden blev desuden taget med for at få udtaget en blodprøve, som skal analyseres for at fastslå hans nøjagtige promille til brug for den videre sagsbehandling.

Tyveri fra personbil, Helsingør

Politiet modtog onsdag en anmeldelse fra en borger på Blichersvej i Helsingør der havde opdaget, at der fra hans bil var blevet stjålet 2 kondensatorer, samt udstødning. Der var ikke brudt ind i selve bilen.

Værktøj stjålet fra bil, Hellebæk

Mellem fredag middag og mandag morgen klokken 07.00 er der stjålet en kuffert med diverse værktøj fra en trailer, som stod på Nordre Strandvej.