Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 2022/09/12-2022/09/20.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Bil brød i brand under kørsel, Kvistgård

En 49-årig mand måtte i al hast parkere sin el-bil i nødsporet på Helsingørmotorvejen, da den pludselig begyndte at ryge og lugte brændt. Politi og brandvæsen blev tilkaldt, og bilen blev placeret i en særlig container, hvorefter ilden blev slukket. Hverken den 49-årige eller passageren i bilen kom noget til.

Tre biler kørt sammen, Gentofte

Der opstod en længere kø, da tre biler klokken 13.49 kørte sammen på Helsingørmotorvejen ved Gentofte. Der var umiddelbart ingen personer, som kom alvorligt til skade ved uheldet.

Taget for butikstyveri, Helsingør

Klokken 20.10 blev en 14-årig dreng taget for at stjæle håndsprit i Netto på Gefionsvej. På grund af hans unge alder, kan han ikke sigtes for tyveriet, men hans forældre og de sociale myndigheder underrettes om sagen.

Unge blev bedt om at forlade p-plads, Helsingør

Klokken 01.03 kom en anmeldelse om, at en gruppe på godt 10 unge befandt sig på p-pladsen ved McDonalds på Kongevejen og ikke ville forlade området, hvilket gjorde andre tilstedeværende utrygge. En patrulje kørte hen og bad de unge om at forlade p-pladsen, hvilket de gjorde.

Oversigt over indbrud i privat beboelse anmeldt til Nordsjællands Politi 12.-18. September 2022

Kvinde bortvist fra restaurant, Helsingør

En 61-årig kvinde fra Fredensborg blev omkring klokken 20 bortvist, da hun tog billeder af personalet på Ribhouse i Stengade. Kvinden var blevet bedt om at forlade stedet, men da hun ikke efterkom dette, blev politiet kontaktet og en patrulje kørte ud for at bortvise hende.

Sigtet for narko- og spritkørsel, Kvistgård

Klokken 01.43 natten til fredag blev en 23-årig mand fra Helsingør standset på Helsingørmotorvejen. Manden viste sig at være både narko- og spirituspåvirket og han blev sigtet for begge forseelser. Desuden blev han sigtet for kørsel uden førerret. Manden blev kørt til hospitalet, hvor han fik udtaget en blodprøve. Den skal analyseres for at fastlægge hans nøjagtige promille og påvirkningsgrad til brug for den videre behandling af sagen.

Kørte uden kørekort, Nærum

Onsdag morgen lidt efter klokken 07 blev en 27-årig mand fra Hillerød standset, da han kom kørende ad Helsingørmotorvejen. Her viste det sig, at han tidligere havde fået sin kørekort administrativt inddraget, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.

Havemaskiner og værktøj stjålet, Helsingør

Fra Boliggården på Olaf Rudes Vej er der mellem tirsdag klokken 15.30 og onsdag klokken 07.15 stjålet havemaskiner og diverse værktøj. Tyven har først klippet hul i et hegn og herefter opbrudt en port for at få adgang til stedet.

Havemaskiner og benzin stjålet, Helsingør

Mellem tirsdag klokken 13.00 og onsdag klokken 08.30 er der stjålet diverse havemaskiner samt nogle dunke benzin fra et skur ved Stehns Kirke. Tyven har brudt flere hængelåse op for at skaffe sig adgang til skuret. Tyveriet blev anmeldt klokken 09.37.

Havde større mængde hash på sig, Helsingør

Onsdag aften klokken 21.16 blev en 25-årig mand fra København truffet af en patrulje på Esrumvej. Her viste det sig, at han var i besiddelse af en større mængde hash, hvilket han blev sigtet for.

Sigtet for narkokørsel, Helsingør

Tirsdag morgen klokken 09.00 blev en 28-årig mand fra Hvidovre standset, da han kom kørende i bil ad Lundegade. Manden viste sig at være påvirket af euforiserende stoffer og blev sigtet for narkokørsel. Herefter blev han kørt på hospitalet, hvor der blev udtaget en blodprøve fra ham. Den skal nu analyseres for at fastlægge hans nøjagtige påvirkningsgrad til brug for den videre behandling af sagen.

Tyveri fra nybyggeri, Helsingør

Flere hvidevarer samt et større antal kvadratmeter parketgulv er mellem fredag eftermiddag og mandag formiddag blevet stjålet fra et byggeri under opførelse på Moselundsvej. Tyveriet blev anmeldt klokken 14.41.

Hærværk på kirkekontor, Helsingør

Søndag eftermiddag klokken 16.38 blev det anmeldt, at ukendte gerningspersoner har malet graffiti på kirkekontoret på Helsingør Kirkegård.

Taske stjålet fra bil, Hornbæk

Mellem klokken 16.10 og 17.00 søndag eftermiddag er der stjålet en taske fra en bil, som stod ved Hundeskoven i Hornbæk Plantage. Tyven har knust en siderude for at skaffe sig adgang til bilen.

Ild i bil, Helsingør

Klokken 22.23 søndag aften kom en anmeldelse om, at der var ild i en bil, som stod på Jernbanevej, Et vidne havde kort forinden hørt noget glas blive knust og hørte nogle personer løbe fra stedet. Sagen skal nu undersøges nærmere.

Foto: ABW