Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 2022/08/19-2022/08/30.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Glemte gryde på komfur, Helsingør

En glemt gyde på et komfur var mandag klokken 20.36 årsag til så kraftig røgudvikling, at politi og brandvæsen blev alarmeret og kørte ud til en bolig på Rostgaardsvej. Ejendommens beboere måtte evakueres mens brandvæsenet arbejdede på at konstatere, om der var ild nogen steder og bygningen efterfølgende blev luftet ud. En 85-årig kvinde blev i forbindelse med hændelsen sigtet for overtrædelse af Beredskabsloven.

Sigtet for ulovlig kniv, Helsingør

Klokken 20.42 forsøgte en 28-årig mand fra Helsingør at stikke af fra politiet i forbindelse med en politiforretning og smed i den forbindelse en kniv fra sig i et buskads på Borg. P. Christ. Vej. Manden blev pågrebet og sigtet for overtrædelse af Knivloven samt for forstyrrelse af den offentlige ro og orden.

Kærestepar skabte uro og uorden, Helsingør

Mandag aften omkring klokken 21.30 kom flere anmeldelser om, at en mand og en kvinde sloges i Havnegade. En patrulje kørte til stedet og kunne konstatere, at der var tale om et kærestepar med en kurre på tråden.

Bortvist fra færge, Helsingør

En 29-årig mand med ukendt adresse forsøgte torsdag eftermiddag klokken 16.52 at komme ombord på færgen til Sverige uden at have billet. Da han blev opdaget, nægtede han at forlade stedet, og politiet blev derfor tilkaldt. Da patruljen nåede frem, blev manden sendt væk fra færgeområdet.

Mand slået ned, Helsingør

Torsdag aften klokken 21.55 kom en anmeldelse om, at en mand var blevet slået ned på Jernbanevej. Manden måtte til behandling på hospitalet efter overfaldet, som nu skal efterforskes yderligere. Gerningsmændene beskrives som A: 15-16 år, mand, dansk af udseende, lyst hår, iført sort tøj. B: 15-16 år, mand, mellemøstlig af udseende, iført sort tøj og kasket. De to flygtede fra stedet på en cykel og et el-løbehjul i retning mod busholdepladsen. Nordsjællands Politi har ikke yderligere oplysninger at give til sagen.

Truede medtrafikant efter påkørsel, Helsingør

En 61-årig mand fra Helsingør blev klokken 14.15 sigtet for at komme med trusler på livet mod en 49-årig mand fra Helsingør. Truslerne blev fremsat i forbindelse med, at den 49-årige mand havde påkørt den 61-åriges bil i rundkørslen Kongevejen/Prøvestensvej.

Brand i lejlighed, Helsingør

Det var formentlig en kortslutning eller overophedning i forbindelse med opladning af noget elektronik, som var årsdag til, at der klokken 16.14 udbrød brand i en lejlighed på Pontoppidansvej. Beboerne i opgangen blev evakueret og tilset af sundhedspersonale på grund af kraftig røgudvikling fra branden. Der er ingen oplysninger om personskade.

Uro og uorden, Helsingør

I forbindelse med fodboldkampen mellem Helsingør og Lyngby kom nogle fans af de to klubber op af toppet i Sct Annagade omkring klokken 22. En patrulje kørte til stedet og kunne konstatere, at der igen var faldet ro over gemytterne.

Brand i Kvickly, Helsingør

Klokken 02.41 kom en anmeldelse om, at en brandalarm var blevet aktiveret i Kvickly på Stjernegade. Brandvæsen og Politi kørte til stedet, hvor der var kraftig røgudvikling. Der var ingen personer, som kom til skade i forbindelse med branden, hvis årsag endnu ikke er fastlagt.

Vandkamp gik over gevind, Helsingør

En vandkamp i Multiparken gik mandag aften klokken 19.43 over gevind og fik en flok unge i alderen 14-15 år til at komme op at toppes. En patrulje kørte til stedet, hvor der imidlertid var faldet ro over gemytterne igen.

Foto: ABW