Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 2022/06/13-2022/06/21.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Nøgler stjålet fra bil, Dronningmølle

Klokken 19.02 blev det anmeldt, at der mellem klokken 12.00 og 13.30 var blevet stjålet et nøglebundt, en vest, solbriller og hovedtelefoner fra en bil, som havde været parkeret på Strandkrogen. Tyven knuste en rude for at skaffe sig adgang.

Kørte uden kørekort, Nivå

En 25-årig mand fra Helsingør blev klokken 03.45 standset da han kom kørende ad Helsingørmotorvejen. Her blev han sigtet for kørsel uden førerret.

Hærværk, Helsingør

Klokken 10.03 blev det anmeldte, at der i løbet af natten til søndag var udøvet hærværk på en bil, som holdt parkeret på Pontoppidansvej. En ukendt gerningsperson havde i gerningstidsrummet sparket bilens ene sidespejl af.

Kørsel uden førerret, Helsingør

En 38-årig mandlig bilist fra Helsingør blev klokken 10.40 standset af en patrulje på Sporegangen. Her blev han bedt om at fremvise et gyldigt kørekort, hvilket han dog ikke kunne efterkomme, idet han ikke havde generhvervet sin førerret. Han blev derfor sigtet for at køre bil på trods af dette.

Tyveri fra taske, Helsingør

En 34-årig kvinde fra Helsingør anmeldte klokken 17.18, at hun kort forinden havde været i Lidl på Birkedalsvej, hvor hun havde fået stjålet sin pung. Kvinden havde haft pungen i en rygsæk, som hendes datter bar på ryggen, og efterfølgende opdagede de, at rygsækken var åben, og at pungen var blevet stjålet derfra.

Røveri, Helsingør

Klokken 06.07 blev det anmeldt, at en 65-årig mand kort forinden med pistol var blevet truet til at udlevere et kontantbeløb ved en hæveautomat ved Prøvestenscentret. Patruljer indfandt sig på stedet og runderede i området, men det var ikke muligt at finde gerningspersonen.

Gerningspersonen beskrives som: mand, 35-45 år, 175-185 cm, spinkel af bygning, lys i huden. Iført sort tøj og bælte i bukserne. Medbragte sort pistol.

Nordsjællands Politi efterforsker sagen og har på nuværende tidspunktet ikke yderligere kommentarer dertil.

 

Forsøg på tyveri fra varebil, Helsingør

Klokken 09.25 blev det anmeldt, at en ukendt gerningsperson mellem onsdag klokken 16.20 og torsdag klokken 06.50 havde forsøgt at stjæle hjulene fra en varebil, som holdt parkeret på Allegade. Hjulboltene på alle hjulene var blevet løsnet, og en hjulnøgle samt en donkraft var blevet efterladt på stedet. Det formodes derfor, at den ukendte gerningsperson blev afbrudt i sit foretagende.

Kørsel uden førerret, Helsingør

En 38-årig mandlig bilist fra Helsinge blev klokken 15.42 standset af en patrulje ved Kronborg. Da han ikke havde erhvervet sig et gyldigt kørekort, blev han sigtet for at køre bil på trods af dette.

Uro og uorden, Helsingør

Klokken 22.37 indløb der anmeldelse om, at der var opstået tumult mellem en gruppe på ti-tolv personer på Lerbakkevej. Patruljer kørte til stedet for at undersøge forholdet nærmere, men tumulten var i mellemtiden blevet afsluttet. Patruljerne fik en snak med personerne på stedet, som alle fik registreret deres generalia. Der var dog ikke umiddelbart årsag til at sigte nogen af personerne for noget.

Bilrude knust, Helsingør

Klokken 06.46 blev det anmeldt, at en ukendt gerningsperson forinden anmeldelsen havde knust en rude på en personbil, som holdt parkeret på Rønnedalen. Der var ikke umiddelbart blevet stjålet noget fra køretøjet.

Cyklist påkørt, Ålsgårde

Onsdag morgen klokken 07.25 blev en 38-årig mandlig cyklist fra Helsingør påkørt af en 43-årig kvinde fra Ålsgårde. Påkørslen skete, da kvinden i sin bil, kørte frem i krydset Ålsgårdecentret/Ellekildehavevej. Den 38-årige mand kom lettere til skade og blev efter påkørslen kørt til tjek på hospitalet.

Batteri til el-cykel stjålet, Kvistgård

Fra en carport på Vandværksvej er der mellem tirsdag aften og onsdag morgen klokken 07.00 blevet stjålet et batteri til en el-cykel. Tyveriet blev anmeldt klokken 09.14.

Tricktyveri, Helsingør

En 81-årig mand fra Helsingør anmeldte klokken 16.18, at han tidligere på dagen var blevet udsat for et tricktyveri. Manden havde omkring klokken 11 siddet på en bænk ved et busstoppested på jernbanevej, da en kvinde og en mand henvendte sig til ham for at spørge, om han kunne veksle nogle penge for dem. Da manden tog sin pung frem, stak kvinden hånden ned i den og rodede rundt. Efterfølgende opdagede den 81-årige mand, at der var stjålet flere pengesedler fra pungen. De to personer beskrives som A: kvinde, 25-30 år, mørkt skulderlangt hår. Iført lys sommerjakke og lyseblå cowboybukser. Talte dansk. B: mand, ca. 40 år, mørkt kort hår. Iført cowboybukser.

Brand i bygning, Helsingør

Klokken 03.31 indløb der anmeldelse om, at der var opstået brand i en bygning på Horserødvej. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor slukningsarbejdet blev igangsat, og branden nåede derved ikke at sprede sig til yderligere bygninger. Årsagen til branden er på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse endnu ikke endeligt fastslået, men der er ikke umiddelbart noget, som tyder på, at der skulle ligge en kriminel handling bag. Der var ikke umiddelbart nogen, som kom til skade i forbindelse med branden.

Kørsel uden førerret, Nivå

En 21-årig mandlig bilist fra Helsingør blev klokken 14.59 standset af en patrulje på Niverødvej. Her blev han bedt om at fremvise et gyldigt kørekort, hvilket han dog ikke kunne efterkomme, idet han havde fået sin førerret administrativt inddraget. Han blev derfor sigtet for at køre bil på trods af dette.

Konstruktivt ændrede knallerter, Græsted

På en parkeringsplads på Græsted Stationsvej traf en patrulje klokken 17.40 en 35-årig mandlig knallertfører fra Hornbæk. Da hans knallert var konstruktivt ændret til at kunne køre hurtigere end det tilladte, blev han sigtet for dette forhold.

Også en 15-årig mandlig knallertfører fra Helsingør blev truffet samme sted. Da hans knallert også var konstruktivt ændret til at kunne køre hurtigere end det tilladte, blev han ligeledes sigtet for dette.

Kvinde skabte utryghed, Helsingør

Klokken 18.56 blev det anmeldt, at en kvinde med sin adfærd skabte uro foran en cafe på Stengade, idet hun blandt andet råbte af personalet og gæsterne på stedet. En patrulje kørte dertil og traf her kvinden, en 61-årig fra Fredensborg, som blev bortvist fra stedet.

Foto: ABW