Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 2022/06/03-2022/06/14.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Konstruktivt ændrede knallerter, Græsted

På en parkeringsplads på Græsted Stationsvej traf en patrulje klokken 17.40 en 35-årig mandlig knallertfører fra Hornbæk. Da hans knallert var konstruktivt ændret til at kunne køre hurtigere end det tilladte, blev han sigtet for dette forhold.

Også en 15-årig mandlig knallertfører fra Helsingør blev truffet samme sted. Da hans knallert også var konstruktivt ændret til at kunne køre hurtigere end det tilladte, blev han ligeledes sigtet for dette.

Kvinde skabte utryghed, Helsingør

Klokken 18.56 blev det anmeldt, at en kvinde med sin adfærd skabte uro foran en cafe på Stengade, idet hun blandt andet råbte af personalet og gæsterne på stedet. En patrulje kørte dertil og traf her kvinden, en 61-årig fra Fredensborg, som blev bortvist fra stedet.

Mand overfaldet, Helsingør

Klokken 23.08 kom en anmeldelse om, at en mand var blevet overfaldet på Jernbanegade. Der var tale om en 61-årig mand fra Helsingør, som var blevet tildelt slag og spark, muligvis af flere personer. En af personerne beskrives som en mand, 190 cm høj, mellemøstlig af udseende, iført sort sweater. Han og nogle andre personer løb fra stedet i retning mod gågaden.

Barbermaskine eksploderede, Helsingør

Politi og brandvæsen rykkede tirsdag morgen klokken 08.49 ud til en anmeldelse om brand på Esrumvej. Her viste det sig, at en barbermaskine, der var tilkoblet en stikkontakt, var eksploderet. Ilden blev hurtigt slukket, der er ingen meldinger om personskade.

Mand blev slæbt under varebil, Espergærde

En 32-årig mand fra København blev ved en arbejdsulykke, der skete omkring klokken 09.30 tirsdag formiddag, påkørt og slæbt under en minibus i Bybjerggård. Ulykken skete, da føreren af minibussen, en 64-årig mand fra Helsingør, bakkede og ramte den 32-årige. Den 32-årige blev fastklemt under minibussen og slæbt nogle meter under den. Han blev kørt til hospitalet med eskorte, og det blev senere tirsdag eftermiddag oplyst, at han var uden for livsfare. Arbejdstilsynet blev orienteret om ulykken, som nu undersøges nærmere.

Ruder knust, Helsingør

Flere ruder i Roma Pizzeria på Gurrevej blev klokken 02.00 natten til onsdag knust. To maskerede mænd blev set forlade stedet på en knallert.

Sigtet for spirituskørsel, Helsingør

En 41-årig mand fra Helsingør blev mandag eftermiddag klokken 15.24 sigtet for spirituskørsel. Manden blev truffet i sin bil, da han kom kørende ad Kongevejen.

Skabte uro og uorden, Helsingør

To mænd på henholdsveis 31 og 32 år blev mandag eftermiddag klokken 16.41 bedt om at forlade området omkring Helsingør Station, hvor de skabte uro og uorden.

Spritbilist kørte galt, Tikøb

En 32-årig kvinde fra Tikøb, blev natten til tirsdag sigtet for spirituskørsel og kørsel uden førerret, efter hun klokken 01.29 mistede herredømmet over sin bil på Hornbækvej. Kvinden påkørte et vejskilt og et hegn og endte på en mark. En alkometertest viste, at kvindens promille var højere end den tilladte, og hun blev foruden spirituskørsel også sigtet for kørsel uden førerret. Kvinden blev tilset af ambulancepersonale og efterfølgende taget med på politigården til nærmere afhøring. Her blev der også rekvireret en læge, som tog en blodprøve fra kvinden. Prøven skal fastlægge den 32-åriges nøjagtige promille til brug for den videre behandling af sagen.

Færdselsuheld, Kgs. Lyngby

En 20-årig mandlig bilist fra Hørsholm kørte klokken 00.04 ad Helsingørmotorvejen i nordlig retning, hvor han foretog vognbaneskift uden at orientere sig tilstrækkeligt, hvorved han påkørte en 68-årig mandlig bilist fra Roskilde. En patrulje kørte til stedet, og et alkometer viste her, at den 20-årige formentlig havde kørt bil med en promille over det tilladte. Han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel samt for ikke at udvise tilstrækkelig agtpågivenhed. Den 20-årige blev derefter kørt til hospitalet med henblik på blodprøveudtagning for præcist at fastslå hans eventuelle promillegrad. Der skete ikke umiddelbart nogen personskade i forbindelse med uheldet.