Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 2022/04/25-2022/05/03.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Kørte uden kørekort, Hørsholm

En 30-årig mand fra København blev mandag formiddag klokken 10.06 standset, da han kom kørende ad Helsingørmotorvejen. Her blev han sigtet for kørsel uden førerret.

Harmonikasammenstød på motorvej, Gentofte

Flere biler var mandag klokken 1233 involveret i et harmonikasammenstød i nordgående retning på Helsingørmotorvejen. To personer blev efterfølgende kørt til nærmere undersøgelse på skadestuen.

Brandstiftelse, Helsingør

Tirsdag eftermiddag gik brandalarmen på Helsingør Rådhus. Brandvæsenet og sidenhen Nordsjællands Politi blev kaldt til stedet, hvor det kunne konstateres, at der i rådhusets foyer havde stået en brændende sportstaske indeholdende flere flasker husholdningssprit.

En rådhusbetjent havde dog inden myndighedernes ankomst hurtigt fået flyttet tasken udenfor på nogle brosten, hvorefter han fik slukket ilden med en brandslukker.

Nordsjællands Politis indledende efterforskning indikerede, at tasken muligvis var blevet placeret på rådhuset af en mand og en kvinde, og i løbet af aftenen blev en 46-årig kvinde anholdt og sigtet efter straffelovens paragraf 180. Nordsjællands Politi har en formodning om, hvem manden er, og han opfordres til at melde sig selv til politiet.

Anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi er på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse ved at vurdere, hvorvidt den 46-årige kvinde skal fremstilles i grundlovsforhør.

Tyveri af husdyr, Helsingør

Klokken 09.08 blev det anmeldt, at der imellem lørdag klokken18.00 og søndag klokken 09.00 var blevet stjålet nogle fugle, der havde befundet sig i et udendørs fuglebur på Nannasvej.

Færdselsuheld, Kgs. Lyngby

Klokken 14.07 blev det anmeldt, at en lastbil netop havde påkørt en bro imellem frakørsel 7 og 6 på Helsingørmotorvejen i sydgående retning, idet lastbilen havde gods på, der ragede for højt op til, at lastbilen kunne passere under broen.

Trafikken kunne passere langsomt i den anden vejbane, imens der blev ryddet op på stedet. Hverken broen eller føreren af lastbilen kom umiddelbart nævneværdigt til skade.

Tyveri af pung, Helsingør

Klokken 14.43 anmeldte en 75-årig kvinde, at hun havde fået stjålet sin pung fra sin taske imellem klokken 13.30 og 14.15, imens hun havde befundet sig ved Borgerservice på Birkedalsvej.

Færdselsuheld, Helsingør

En 38-årig mandlig bilist fra Espergærde foretog klokken 17.58 et venstresving på Kongevejen ud foran en 74-årig kvindelig bilist fra Helsingør, hvorpå der skete sammenstød mellem de to parter. En patrulje kørte til stedet, hvor der i en kort periode var trafikale problemer, indtil bilerne var blevet flyttet.

Der skete ikke umiddelbart nogen personskade i forbindelse med uheldet.

Den 38-årige mandlige bilist kan formentlig forvente at blive sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.

Narkokørsel, Snekkersten

En 35-årig mandlig bilist fra Helsingør blev klokken 00.46 standset af en patrulje på Kongevejen nær rundkørslen ved Prøvestensvej. Her blev han anholdt og sigtet for at køre bil under påvirkning af euforiserende stoffer, ligesom han blev sigtet for at være i besiddelse af en mindre mængde kokain og amfetamin.

Den 35-årige blev efterfølgende kørt til hospitalet, hvor en blodprøve blev udtaget med henblik på at fastslå de præcise omstændigheder omkring hans eventuelle narkopåvirkning.

Der venter nu svar på en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring den 34-åriges eventuelle narkopåvirkning.

Brand, Helsingør

Torsdag klokken 03.43 anmeldte et vidne, at der kunne ses flammer fra en bil, der holdt på den store p-plads ved Konventum.

Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor sidstnævnte fik slukket branden. Der skal nu foretages tekniske undersøgelser med henblik på at forsøge at fastslå en brandårsag.

Solofærdselsuheld, Fredensborg

En 41-årig mandlig motorcyklist fra Helsingør kørte klokken 19.18 af Præstemosevej i sydlig retning, hvor motorcyklens ene hjul i et sving skred ud, hvorved motorcyklisten væltede. Grundet personskade blev den 41-årige efterfølgende kørt med ambulance til behandling på hospitalet.

Målrettet færdselsindsats, Kgs. Lyngby

Nordsjællands Politi var i forbindelse med en målrettet færdselsindsats til stede på Helsingørmotorvejen i nordgående retning ved midnat. Her blev en 26-årig kvindelig bilist fra Sakskøbing standset, da hun kørte med højere hastighed end det tilladte. Dette førte til et klip i kørekortet, og hun blev derudover anholdt og sigtet for spirituskørsel samt for at føre køretøjet uden at have erhvervet sig førerret.

Kvinden blev efterfølgende kørt til hospitalet med henblik på blodprøveudtagning for præcist at fastslå hendes eventuelle spirituspåvirkning.

Indbrud i cafe, Helsingør

Mellem søndag klokken 17.30 og mandag klokken 15.00 var der indbrud i en cafe på esrumvej. En rude var blevet knust for at skaffe adgang til cafeen, hvorfra der var stjålet drikkevarer og snacks.

Ild i hæk, Helsingør

Søndag eftermiddag klokken 14 blev det anmeldt, at der var ild i en hæk på Århusvej. Både politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor branden hurtigt blev slukket. Ilden opstod i forbindelse med brug af en ukrudtsbrænder og en 46-årig mand blev i den forbindelse sigtet for overtrædelse af Beredskabsloven.

Færdselsuheld, Gentofte

Klokken 18.50 blev det anmeldt, at der netop var sket et færdselsuheld på Helsingørmotorvejen i sydgående retning, da en varevogn påkørte en personbil bagfra, idet personbilen foretog en opbremsning.

Der skete umiddelbart ikke større materiel skade, ligesom der umiddelbart heller ikke skete større personskade med hverken varebilens mandlige fører, passageren i varebilen eller med den kvindelige fører af personbilen, men i tre kvarters tid blev der arbejdet på stedet med at få bugseret de to køretøjer væk med autohjælp, hvilket sagtnede trafikkens hastighed på stedet en smule.