Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 27. juli til 5. august-2020.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Tyveri fra varebiler

Hornbæk: Mellem mandag eftermiddag klokken 16.00 og tirsdag morgen klokken 07.00 har der været indbrud i fire varebiler på Engholmvej. Her er der blandt andet blevet stjålet el-værktøj, en tablet samt en computer.

Brand i skur

Helsingør: Tirsdag eftermiddag klokken 14.18 gik der ild i et træskur på Spurvevej. Branden er formentlig opstået via et tændt stearinlys, som stod på et havebord ved siden af skuret. Ingen personer kom til skade ved branden.

Tricktyve på spil

Hornbæk: To tricktyve var tirsdag eftermiddag ved 15-tiden på spil på Sauntevej, hvor de forsøgte at stjæle en pung fra en 86-årig mand fra Hornbæk. Tyvene henvendte sig til manden og spurgte på engelsk om vej til et hospital, og mens den 86-årige var optaget af at svare de to, prøvede den ene, en kvinde, at stjæle den 86-åriges pung fra hans lomme, hvilket dog ikke lykkedes. Kvinden beskrives som østeuropæisk af udseende, 47-50 år, 160 cm høj og almindelig af bygning, hvid i huden med sort hår. Hun var iført en hvid kjole med store blomster. Den mand, som hun var i følgeskab med, beskrives som østeuropæisk af udseende, 50-55 år, 180-185 cm høj og spinkel af bygning med dårlige tænder. 

Havde hash på sig

Helsingør: En 21-årig mand fra Helsingør blev tirsdag aften klokken 20.00 sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer, idet han blev fundet i besiddelse af noget hash, da en patrulje traf han på Borgm. P. Christ. Vej.   

Uenighed endte med vold

Hellebæk: En uenighed om, hvorvidt en 19-årig mand fra Ålsgårde og en 21-årig mand fra Helsingør havde kørt for stærkt på Nordre Strandvej endte med, at den 19-årige blev tildelt en knytnæveslag på den ene skulder samt et lussing i ansigtet og den 21-årige blev rykket hårdt i armen af en mand, som standsede de to unge mænd. De to unge mænd skulle sætte en kammerat af på Ndr. Strandvej, og manden mente i den forbindelse, at de havde kørt for stærkt. Det mente den 19-årige og den 21-årige imidlertid ikke, og da de sagde til manden, at de ikke havde kørt for stærkt, reagerede han i følge anmeldelsen med at slå den ene og hive den anden kraftigt i armen. En 58-årig mand fra Hellebæk er i forbindelse med sagen blevet sigtet for vold.

Unge blev bedt om at dæmpe sig

Helsingør: En gruppe unge, som var samlet på Marienlyst Allé blev klokken 02.59 bedt om at dæmpe sig af en patrulje, som kørte derhen efter anmeldelser om, at de unge holdt fest og smadrede flasker.

Stjal is

Helsingør: En 16-årig ung kvinde fra Espergærde blev torsdag sigtet for butikstyveri, efter hun klokken 16.36 blev anmeldt for at stjæle to is fra Kvickly i Stjernegade.

Drenge drev til havs

Hornbæk: Tre drenge i alderen seks, otte og 11 år drev tirsdag eftermiddag klokken 15.34 til havs ud for Hornbæk Strand. Drengene badede et sted med stærk strøm og trukket til havs. Det lykkedes den ene dreng at komme i land ved egen hjælp, mens de to andre blev reddet op af en livredder. Der blev ydet førstehjælp til alle tre drenge, hvorefter de blev fløjet med redningshelikopter til yderligere hospitalsbehandling. Nordsjællands Politi har ikke yderligere oplysninger om drengenes tilstand.

Motorcykel blev konfiskeret

Hillerød: En 20-årig mand fra Helsingør fik tirsdag aften klokken 19.30 konfiskeret den motorcykel, som han kørte på. Manden blev standset på Jespervej og havde forinden kørt igennem Hillerød, hvor han kørte over for rødt og flere gange kørte på fortovet. Derudover var motorcyklen hverken indregistreret eller forsikring, ligesom motorcyklisten hverken havde taget motorcykelkørekort eller havde hjelm på. Hvilket han blev sigtet for.