Her kan du læse uddrag fra politiets døgnrapport gældende for Helsingør Kommune i perioden 21.-22. juni 2020.

Foto: ABW

Hærværk mod bil

Helsingør: En Ford Fiesta, som holdt på Odinsvej, har søndag mellem klokken 01.00 og 12.45 været udsat for hærværk, da bilens ene siderude er blevet knust med en sten.

Kørte uden kørekort

Helsingør: En 40-årig kvinde fra Snekkersten blev søndag eftermiddag klokken 17.35 sigtet for at køre bil, selvom hun var frakendt førerretten. Kvinden kom kørende ad Rønnebær Allé, da hun blev truffet af en patrulje.

Rygning udløste mindre brand

Helsingør: En 28-årig mands rygning på toilettet medførte søndag aften klokken 23.05 en mindre brand i en bolig på Blichersvej. Manden havde røget på toilettet og var efterfølgende gået i seng, men en glød fra hans cigaret havde ramt en toiletrulle, som begyndte at ulme og udvikle røg. Ilden og gløderne blev dog hurtigt slukket.