Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet Mar 28, 2018-Apr 10, 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Stjal designerstole fra sommerhus
Hornbæk: Fra et sommerhus på Villingebækvej er der i dagene fra tirsdag den 27. marts til onsdag den 4. april stjålet to Børge Mogensen lænestole. Tyven er kommet ind ved at knuse en rude i en terrassedør.

Tøjtyv mistede selv sko og jakke
Helsingør: Det gik ikke helt som planlagt, da en 20-25-årig mand tirsdag eftermiddag omkring klokken 15.30 forsøgte at stjæle nogle jakker fra en forretning i Helsingør Bycenter. Manden kom nemlig ud af forretningen med mindre tøj, end da han gik ind. En medarbejder i forretningen opdagede nemlig mandens forehavende og forsøgte sammen med en butiksdetektiv at holde manden tilbage. Han vristede sig dog løs, men mistede sine sko og den jakke, som han havde haft på, da han kom. Manden beskrives i øvrigt som østeuropæisk af udseende, 175 cm høj og muskuløs. Han havde brunt kort hår, bar kraftige briller og var iført skort jakke, sorte jeans, s orte sne akers af mærket Puma samt en hvid bluse.

En større plads i solen
Hornbæk: Ønsket om mere sol i sin have fik en kvinde til at rekvirere en gartner til at beskære tre kirsebærtræer på Bøgevej. Det ville normalt ikke involvere politiet, men da træerne ikke stod på kvindens egen grund – men derimod hos den tilstødende grundejerforenings område – er beskæringen nu blevet anmeldt som hærværk. Beskæringen blev opdaget og anmeldt til politiet tirsdag eftermiddag.

Fuld tilfredshed eller…
Helsingør: En mand nægtede tirsdag eftermiddag pure at betale for den service han havde fået hos en af byens glædespiger. Manden mente nemlig ikke, at han havde opnået, hvad han var kommet for. Uenigheden om betalingen førte til, at en medarbejder på stedet kontaktede politiet. Der blev ikke brug for udrykning, da manden valgte at forlade etablissementet.