PASSAGE Festival bliver én af de eneste gadeteaterfestivaler, du kan opleve i Europa i 2020. Coronavirussen har skabt en ny virkelighed i det offentlige rum. Det vilkår vil festivalen udforske sammen med borgere og kunstnere 27. juli-31. august.

Virussen COVID-19 har allerede betydet store ændringer i kulturlivet både i Danmark og Sverige.

Det udenlandske program, og programmet som helhed, bliver absolut mindre end det oprindeligt var tiltænkt. Men der vil være både danske og internationale kunstnere i Helsingør Kommune i uge 31. Lige nu afventer folkene bag festivalen på begge sider af Sundet de sidste retningslinjer for rejser og offentlige arrangementer henover sommeren – ikke kun i Danmark og Sverige, men i resten af Europa.

Derfor vil programmet for årets festival også blive offentliggjort løbende henover de næste uger, via festivalens hjemmeside og sociale medier, efterhånden som brikkerne i puslespillet begynder at samle sig.

I 2012 præsenterede PASSAGE Festival det franske kompagni 1Watt og deres forestilling Beau Travail. Budskabet gælder stadig og om alt går vel, vil 1Watt udforske nye præmisser for kunstneriske møder efter COVID-19.

PASSAGE Festival er en levende gadeteaterfestival, der udvikler og udvider sig konstant, ikke mindst i relation til dét der foregår omkring os. Byrum, publikum og kunstnere er ligevægtige omdrejningspunkter i gadeteater i det offentlige rum. Coronavirussen er blevet en del af en ny virkelighed i 2020, og dermed endnu et aspekt, PASSAGE Festival forholder sig til. Men det har ikke taget pusten fra festivalen.

At der i dén grad er lagt nogle nye benspænd ud for at afholde ikke kun en international gadeteaterfestival, men tilmed en festival der foregår i to lande samtidig, kan dog også åbne for nye muligheder.

Der vil med sikkerhed arrangeres færre større forestillinger, men til gengæld kan en masse små forestillinger skabe nogle helt andre kvalitetsmøder mellem publikum og kunstnere. Desuden vil festivalen præsentere værker, der stadig indkredser og udforsker en fælles virkelighed, også under de nye omstændigheder, coronavirus har skabt for kunstnere OG publikum i det offentlige rum.

“I år vil festivalen i højere grad forlade de større centrale pladser og i stedet bevæger sig ud til de mindre sammenhænge, hvor borgerne allerede opholder sig”, siger Trine Heller Jensen, der er ansvarlig for festivalens program på Helsingør Teater. “Og selvom det måske ikke ser sandsynligt ud lige nu, så håber vi meget, at det også i år bliver muligt for borgerne og turister i Helsingør og Helsingborg at besøge hinanden.”

”Jeg er glad for at PASSAGE Festival bliver gennemført, selvom det bliver anderledes end vi er vant til. Vi håber meget at grænsen til vores naboer åbnes, så vi igen fra begge sider kan rejse over Sundet for at se forestillinger i Helsingør og Helsingborg.  Måske kan PASSAGE Festival være ét af de første skridt, som det første event i Helsingør, der igen er åbent for svenske publikummer,” udtaler borgmester Benedikte Kiær.

Det skal være trygt at se teater i byens rum, uanset hvordan præmisserne bliver. PASSAGE Festival vil naturligvis følge alle gældende retningslinjer og anvisninger og sikre at disse opfyldes uanset hvor, hvornår og hvordan forestillingerne spiller.

PASSAGE Festival arrangeres af Dunkers Kulturhus og Helsingør Teater og finder sted 27. juli – 1. aug. 2020

Festivalen er støttet af Helsingør Kommune og Helsingborg Stad og af Statens Kunstfond.

Hold øje med www.passagefestival.nu for opdateringer og programpunkter. Programmet vil blive offentliggjort løbende.

For mere information, kontakt venligst Jens Frimann hansen, jfh@helsingor-teater.dk