11 kulturinstitutioner er med i Kulturpartnerskabet, hvis formål er at sikre et mere klimavenligt kulturliv i fremtiden.

Jacob Teglgaard fra Bæredygtigt Kulturliv NU holdt oplæg til den første workshop. Pressefoto Helsingør Kommune

Der var god energi og masser af kreativitet i luften på Kulturværftet, da deltagerne i ’Grønt Kulturpartnerskab’, en aktivitet under Green Leaf, var samlet første gang. De medvirkende i partnerskabet kommer fra 11 lokale kulturinstitutioner, som alle har et ønske om at gøre en reel og positiv forskel for klimaet. Muligheden for at få konkrete værktøjer og styr på egen indsats blev nævnt af flere som motivation for at deltage.

Initiativet ligger i forlængelse af Helsingør Kommunes nye kulturpolitik fra i sommer, hvor bæredygtighed står centralt.

Helsingør Teater er blandt deltagerne i Kulturpartnerskabet. Teatret har været med til at få stablet partnerskabet på benene, og derfor mødte teatrets projektmanager Heidi Johanne Engsig op med høje forventninger.

– Jeg har glædet mig meget til projektet. For mig er det allervigtigste, at vi får etableret et samarbejde på tværs, hvor vi involverer og inddrager hinanden, også på tværs af sektorer. Det er fedt, at vi får den tekniske del af kommunen, som Klimasekretariatet tilhører, med ind over kulturen.

Events om klima
Kulturpartnerskabet mødes seks gange i løbet af 2024 – og har bl.a. fokus på at reducere klimaaftryk og dele viden og erfaring. Partnerskabet er faciliteret af organisationen Bæredygtigt Kulturliv NU, i samarbejde med Klimasekretariatet og Staben for Kultur, Erhverv, Turisme og Uddannelse.

Partnerskabet handler også om at skabe events og begivenheder, der sætter fokus på klimadagsordenen og motiverer publikum til en bæredygtig adfærdsændring i løbet af Green Leaf-året.

Heidi Johanne Engsig peger på, at kunsten kan skabe samtaler, også om ting som ellers kan være svære at forholde sig til.

– Ekstremt dygtige kunstnere har udviklet metoder til at adressere et tema som klima. Det drejer sig om at få skabt nogle åbne rum, hvor det ikke handler om at have svar på alting eller moralisere, men hvor vi til gengæld kan undersøge nogle ting sammen og hente inspiration. De rum vil vi gerne være med til at skabe på Helsingør Teater, siger hun.
Green Leaf-kalender
De grønne kulturarrangementer kommer til at fremgå af den fælles Green Leaf-kalender, som du finder på Helsingør Kommunes hjemmeside.

Helsingør Teater har bl.a. performance-art, ‘Green Streets of Europe’, som er et EU-finansieret projekt på tværs af fire lande, på programmet i det kommende år – og et lokalt forankret projekt ’Kunsten at Trives’, som fokuserer på at skabe trivsel og øget biodiversitet gennem kultur- og naturaktiviteter i kommunens nordvest-kvarter.

Se kalenderen med Green Leaf-arrangementer

Jacob Teglgaard fra Bæredygtigt Kulturliv NU var begejstret efter den første workshop i Helsingør.

– Tak til de 11 kulturinstitutioner, som nu skal netværke, skabe partnerskaber og sikre, at kulturen i Helsingør får en grøn stemme, og at der bliver skabt en række arrangementer og events i 2024 med fokus på klimadannelse, så borgere kan blive inspirerede, oplyste og motiverede til at skabe den store forandring vi, som samfund har brug for, siger han.

Fakta:
Disse kulturinstitutioner deltager i Kulturpartnerskabet:

  • Biblioteket
  • Bymuseet – Helsingør
  • Bølgen
  • Danmarks Teknisk Museum
  • Flynderupgård
  • HamletScenen
  • Helsingør Teater
  • Kulturværftet
  • Musikskolen
  • Søfartsmuseet
  • Øresundsakvariet

Kilde Helsingør Kommune.