Guitarikonet Lee Ritenour genbesøger Helsingør og Kulturværftet senere på året. Han er blevet stildannende blandt en hel generation af guitarister verden over. Oplev guitarikonet Lee Ritenour i en eksklusiv koncert på Kulturværftet i Helsingør den 22. oktober. Billetsalget starter fredag den 19. marts

Sikker kvalitet dengang og nu

Går man tilbage til de utroligt kreative sen-70ere og lytter til amerikansk jazz, rock, fusion, pop m.m., er der et musikernavn, som hele tiden dukker op: Lee Ritenour. Som 16-årig fik han sit første gig ved en pladeindspilning med Mamas and Papas(!), og siden gik det bare op og op. Unge Ritenour blev en af de mest benyttede musikere i specielt det vestlige USA. Hans to fastansatte roadies flyttede Ritenours omfattende setup og guitarstak. Fra studie til studie, fra klub til klub, fra festival til festival. Hver eneste gang han tog guitaren på og skruede op, kunne man være sikker på at få kvalitet. Og sådan er det stadig.

Lee og legenderne

Stilistisk kan Lee Ritenour det hele. Han voksede op siddende ved scenekanten, når guitarlegender som Wes Montgomery, Jim Hall og Barney Kessel stod på scenen. Og han var der også – med ørerne ud fra kroppen – når senere Jimi Hendrix, Eric Clapton og Jeff Beck lagde vejen forbi Californien. Allerede fra den første udgivelse i eget navn (First Course, 1976) kan det høres, at her er en ung musiker med mere end almindelig tjek på instrument og udtryk. Op gennem 70’erne og måske specielt 80’erne udviklede Ritenour en lyd og et personligt musikalsk udtryk, der blev stildannende blandt en hel generation af guitarister verden over. Og mange af hans udgivelser dyrkes stadig som inspirationskilder af unge instrumentkolleger.

Super-guitaristens genstart

Lee Ritenours hus og studie brændte ned under de voldsomme brande, der hærgede den amerikanske vestkyst i 2018. Flere end hundrede guitarer, et halvt hundrede forstærkere og vintage-studiegrej blev ædt af flammerne. Det tvang ham til at begynde forfra med en måske mere ydmyg indgang til musikken. I 2020 kom hans første udgivelse siden katastrofen; en solo-guitar CD, Dreamcatcher, hvor man for første gang kan nyde Lee Ritenours fornemme klangfornemmelser og sublime teknik uden funky backing. CD’en er indspillet på otte forskellige akustiske og elektriske guitarer og ofte i kreative stemninger, så lydbilledet skifter fra track til track, og er et meget fint eksempel på en musiker, der hviler fuldstændig i sin musik; han skal ikke bevise noget, men lader musikken bestemme.

Kulturværftet revisited

Lee Ritenour gæstede Kulturværftet i 2016, og minderne fra den koncert kan stadig få smilet til at brede sig på hele ansigtet. Lee Ritenour har sin faste gruppe med ved denne koncert, der med garanti byder på nogle af de mange mindefulde Ritenour-klassikere. Men det skulle undre, om vi ikke også får bidder fra solo-CD. Under alle omstændigheder ser vi frem til at byde et af tidens allerstørste guitarikoner velkommen tilbage til Kulturværftet.

Kulturværftet ligger på havnen i Helsingør og udgør sammen med M/S Museet for Søfart og Kronborg Slot området Kulturhavn Kronborg. Kulturværftet er Nordsjællands største kulturhus, som sammen med byens ældre kulturhus Toldkammeret lægger scener og rum til en bred vifte af lokale, nationale og internationale kulturevents året rundt.