Helsingør Kommune skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om erhvervsuddannelser:

Spændende perspektiver i samarbejdet mellem U/NORD og Helsingør Kommune om et nyt større erhvervsuddannelsesmiljø i Helsingør centrum.

U/NORD har tilkendegivet, at skolen ikke ønsker at indgå i en campus på området ved Rønnebær Alle. Skolen har ambitioner om, at tiltrække unge fra hele Nordsjælland og vægter større nærhed til Helsingør Station meget højt i udviklingen af de fremtidige uddannelsestilbud i Helsingør. Analysen fra U/NORD er, at en beliggenhed i centrum af Helsingør vil skabe grundlag for at kunne tiltrække endnu flere uddannelser til Helsingør. Nærhed til offentlig transport samt byliv har været afgørende for skolens ønske om beliggenhed.

Direktør for U/Nord René van Laer udtaler:

Vi har konstateret, at nærhed til transport er afgørende for de unge uddannelsessøgende. En placering i centrum, er derfor optimal for os – det åbner nemlig op for, at vi kan trække studerende til fra hele Nordsjælland. Samtidig ved vi, at de unge efterspørger mulighed for bymiljø i nærheden af uddannelsesstedet – altså cafeer, butikker, dagligvarer osv. Et nyt stort uddannelsesmiljø i bymidten vil derfor ikke bare blive til glæde for os selv, men vil helt sikkert også smitte af på livet i de omkringliggende gader.

Ud over dialogen mellem U/NORD og Helsingør Kommune om et nyt stort uddannelsesmiljø nær Helsingør Station deler parterne også ønsket om at undersøge mulighederne for at tilbyde de maritime uddannelser i Helsingør. Det handler om uddannelserne til bådebygger og sejlmager.

Borgmester Benedikte Kiær er glad for de fælles ambitioner om et nyt og større erhvervsuddannelsesmiljø i Helsingør:

For mig er det afgørende, at vi får flere uddannelsesmuligheder i Helsingør Kommune – og det er klart, at de maritime uddannelser skal være hjertelig velkommen. Det er ingen hemmelighed, at jeg så store muligheder i campus ved Rønnebær Alle. Men de nye udmeldinger fra U/NORD og vores fælles ambition for de lokale erhvervsuddannelser, ser jeg for mig, at vi nu får et rigt uddannelsesmiljø i en ring om city – til stor glæde for de studerende og for livet i bymidten. Tilbage står at få arbejdet videre med boliger for området ved Rønnebær Alle, hvor jeg gerne ser, at der også bliver bygget ungdoms- og studieboliger.