Michael Gyldendal drømmer om kroketmesterskaber i haven og skolebørn, der sylter i kælderen på den gamle lystgård.

Michael Gyldendal, foto: Helsingør Kommune

53-årige Michael Gyldendal havde den kommunale hverdag tæt inde på livet, også inden han den 1. marts satte i stolen som leder af Flynderupgaard på Agnetevej i Espergærde. Hans hustru, Line Gyldendal Jacobsen, arbejder nemlig som HR-konsulent i kommunen. Og faktisk var det hende, der for 13 år siden fik lokket ham med til Helsingør.

– Jeg var ærkekøbenhavner, så det var et temmelig stort skridt, husker Michael Gyldendal.

I dag er han glad for, at de tog beslutningen om at forlade lejligheden på Østerbro til fordel for hus, have og frisk luft til parrets dengang to små drenge, Valdemar og Karl, samt hunden Viggo. Bonus var at slippe for den daglige køretur til Esrum Kloster, hvor han dengang arbejdede.

Det fede ved Helsingør er, at man hurtigt bliver integreret i foreningslivet, siger Michael Gyldendal.

Punk-rock og floorball

Floorball, fodbold og familie fylder det meste af fritiden – og så har tiden som punk-rock musiker i 80’ernes København heller ikke sluppet sit tag i Michael Gyldendal.

Via Helsingør Lilleskole, hvor begge drenge gik, fik familien et stort netværk, som Michael Gyldendal stadig holder fast i, bl.a. som guitarist i det punk-rock band en gruppe fædre dannede på Lilleskolen i sin tid. Frisuren har sønnen Valdemar på 24 år til dels forsøgt at genskabe med en sløv trimmer, da far skulle starte på sit nye job.

– Jeg kunne jo ikke komme til frisør, så Valdemar klarede det med trimmeren. Resultatet er blevet lidt ujævnt, smiler han.

Mit navn stod på stillingen

Michael Gyldendal er uddannet cand. mag i Historie og Film-og Medievidenskab. Foruden de to år på Esrum Kloster har han bl.a. arbejdet 10 år i skoletjenesten på Teknisk Museum i Helsingør og senest med formidling af de gamle håndværksfag på Frilandsmuseet.

Da stillingen som leder af Flynderupgaard blev slået op, vidste han med det samme, at han ville søge.

Der stod simpelthen mit navn på den stilling. Jeg er kommet på Flynderupgaard gennem mange år og så et stort potentiale, som ikke var helt forløst. Det ville jeg gerne bidrage til.

Må gerne berøres

Flynderupgaard er fornylig blevet udskilt fra Helsingør Kommunes Museer. Men formidlingsopgaven er på mange måder den samme, mener Michael Gyldendal.

– Vi skal stadig formidle den ånd, som er på stedet. Bonus er, at vi kan invitere borgerne indenfor til aktiviteter, da tingene her ikke er museumsgenstande, men derimod en slags rekvisitter, som man faktisk kan bruge til noget.

Det betyder, at man som besøgende fx gerne må tage en bog i reolen, sy på den gamle maskine, åbne skufferne, sætte sig i møblerne eller snuppe et spil kroket i haven, mens man nyder en madkurv fra Spisehuset.

Skoleklasser i kælderen

Michael ser også for sig skoleklasser eller familier, der bager, sylter eller lærer om livet på landet i 1920’erne i den lyse kælder, som med en let istandsættelse kan stå klar til brug samt flere gamle traktorer opstillet i området, som børn må kravle på.

– Det er foreløbig kun idéer, som selvfølgelig skal udvikles sammen med ansatte og frivillige, understreger Michael Gyldendal.

Foruden formidlingen af livet på lystgården for 100 år siden bliver et levende landbrug og en bæredygtig madkultur de strenge, som Flynderupgaard skal spille på i fremtiden.
Og så kommer gården til at spille en vigtig rolle som Helsingørs indgang til Nationalpark Kongernes Nordsjælland; et slags besøgscenter hvor man fx kan finde forslag til vandreruter i området.

Årets gang på gården

Mange kender kartoffelferien på Flynderupgaard, som venneforeningen står bag og som altid er velbesøgt, når altså ikke corona spænder ben.

Ferierne har været højdepunkter herude i mange år, drevet af dedikerede frivillige. Jeg ser mulighed for endnu flere af den slags aktiviteter, som kan spredes ud over hele året. Gerne med hjælp fra endnu flere frivillige, siger Michael Gyldendal.

Påskeferien står for døren, og planen er, at man i den forbindelse forhåbentlig kan åbne lidt op. Købe en kop kaffe to-go i spisehuset, mens børnene kan lege på opstillede halmballer.

– Corona har været hård ved kulturlivet. Så jeg håber vi går en mere festlig tid i møde, når vi endelig kan smide mundbind og restriktioner. Lidt som i 1920’erne. Sommeren bliver helt sikkert et vendepunkt, hvor jeg regner med, at vi igen er fuldt oppe at køre, siger Michael Gyldendal.