Tower Brasserie og Kvickly Prøvestenen er blandt de tidligere vindere – prisen gives til en virksomhed eller organisation, som gør en positiv forskel.

Helsingør Kommunes handicappris uddeles hvert år på FN’s internationale handicapdag, den 3. december. 

Prisen skal gå til en lokal ildsjæl, virksomhed eller organisation, der har gjort en positiv forskel for mennesker med handicap. Det kan også være en organisation eller en sportsklub – eller et byggeri, hvor der er taget særligt hensyn til personer med handicap. Prisen uddeles af formanden for Handicaprådet, byrådsmedlem Kristina Kongsted.

– I Helsingør Kommune har vi heldigvis rigtig mange borgere, virksomheder og foreninger, der yder en indsats for at være med til at sikre, at medborgere med et handicap kan deltage på lige fod med alle andre borgere i samfundet og på arbejdspladsen, siger hun og fortsætter:

– En gang om året hædrer vi en af dem med Helsingør Kommunes Handicappris, fordi det gode initiativ fortjener at blive fremhævet. Helst så jeg, at alle kunne vinde, men der må vi tænke, at blot det at blive indstillet også er en hæder, men der er altså kun én, der kan modtage prisen. Jeg ser frem til at modtage borgernes indstillinger.

Du kan indstille kandidater til handicapprisen indtil den 15. november kl. 12.