Servicefirmaet Renell fra Helsingør skal fremover gøre rent på over 100.000 kvadratmeter af kommunens bygninger.

Rengøringen af tre fjerdedele af Helsingør Kommunes mange bygninger har netop været i udbud. De i alt 132.000 kommunale kvadratmeter var delt i tre områder – og to af dem har det lokale servicefirma Renell vundet.

Det betyder, at firmaet fra begyndelsen af det nye år skal stå for rengøringen af skoler, daginstitutioner, kommunale sportshaller etc. i hele Espergærde og Helsingør.

Firmaet har i forvejen en enkelt delaftale i Helsingør Kommune og gør rent i en del af Espergærde og Helsingør.

Da vinderen skulle findes, vægtede prisen på rengøringen 40 procent, mens kvaliteten vægtede 60 procent, fortæller udbudskonsulent Jonny Nehman Madsen fra Helsingør Kommune. Renell var bedst samlet set – på alle tre delområder, men af hensyn til forsyningssikkerheden kunne ét firma kun vinde to delområder.

Det sidste delområde – Hornbæk/Ålsgårde – blev vundet af firmaet Kongsvang fra Århus.

Bløde værdier vægter også

Direktør Simon Elleskov fra Servicefirmaet Renell glæder sig over, at firmaet har vundet rengøringsudbuddet.

– Helsingør Kommune er fornuftige, når de laver udbud, fordi de ikke kun kigger på prisen, når de vælger firma. De bløde værdier betyder også noget. Der skal være gode og ordnede forhold for medarbejderne, og kvaliteten af rengøringen skal være i orden. Og så er det rart for en virksomhed som os, at kommunen også kigger på vores arbejde med at forsøge at integrere medarbejdere, som har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, siger Simon Elleskov fra Servicefirmaet Renell.
Kontrakten, som firmaet netop har indgået med kommunen, løber de næste fem år, med mulighed for forlængelse på to gange et år.