Opfordring til Helsingør Kommune – Badehotellet bør fredes for Hornbæks skyld!

Jens Kirkegaard, arkitekt MAA, Lindevej 3 i Espergærde

Foto fra Berlingske Hornbæk gennem tiderne

1930´erne fik Hornbæk mange pensionater og hoteller. Kroen ved havnen blev i 1934 revet ned, og Hornbæk Badehotel (senere Fysiurgisk Hospital) opførtes i funkisstil efter tegninger af arkitekt Ole Falkentorp. I lang tid var badehotellet Nordsjællands mest mondæne og blev berømt for sine sommerrevyer med Stig Lommer som teaterdirektør.

Sådan kan man kort beskrive Hornbæks mest ikoniske bygning, som noget originalt, der dengang markerede et nyt sommerfænomen – nemlig ”badehotellet”, som hovedstadens velstående borgere strømmede til i sommermånederne. Men Hornbæks badehotel måtte desværre lukke og blev i stedet et genoptræningscenter for lammede patienter – og senest et Fysiurgisk Hospital i regi af Region Hovedstaden.

Fysiurgisk Hospitals dage er nu talte, og Region Hovedstaden vil sælge bygningerne gennem statens ejendomsselskab Freja, ligesom vi oplevede det, da Helsingør Hospital blev nedlagt og solgt til boligformål, men uden at Helsingør kommune fik en krone ud af det. Man kan frygte, at Regionens salg af det tidligere ikoniske badehotel gennem Freja ender med dyre ejerlejligheder bl.a. til udlandsdanskere.

Alternativt skal jeg foreslå, at Helsingørs politikere træder i karakter og rejser en fredningssag for at bevare imposante bygning – for mig bekendt – er der ingen badehoteller for denne historiske periode, der er bygningsfredet. Og det fredede badehotel vil give Hornbæk et originalt vartegn og markere nye tider for byen.

Ved en bygningsfredning kan hotellet, som en anden fugl Fønix, få tilført ny økonomi, der sikrer en rekonstruktion, som skal leve op til en opfølgende bevarende lokalplan for området.

Derfor bør Helsingør byråd seriøst overveje en fredningsanmodning til fredningsmyndighederne, så der kan ske en forelæggelse for Det Særlige Bygningssyn. Og hvorfor ikke i samarbejde med Landsforeningen By & Land, der har ret til rejse en fredningssag overfor Bygningssynet. Endvidere bemærkes, at vi i Helsingør har en kendt arkitekt i foreningens fredningsudvalg, Per Godtfredsen, der er kendt for sin indsats for bevaring af Helsingørs oprindelige bygningskultur.