Nu kan man få rejer og rosé og opleve koncerter udendørs i Toldkammergården. Gradvist åbner Kulturværftet og Toldkammeret i Helsingør op for flere aktiviteter.

Snup en rejemad og et glas rosé til frokost i Toldkammergården. Eller drik eftermiddagskaffen her. Alle hverdage kl. 11-16 – og når vejret holder tørt – kan man købe mad og drikke fra en foodtruck i gården. Der er flere borde i gården, og der er kommet blomster i plantekasserne. Senere på måneden bliver det også muligt at høre urban jazz i gården. Fra den 18. juni og seks uger frem kan man hver torsdag kl. 16-17.30 opleve nye navne på scenen.

Toldkammeret.

Leder og kunstnerisk chef for Kulturværftet, Mikael Fock, har set frem til denne dag:

“Vi er omhyggelige med folks sikkerhed, når de besøger os. Vi gør mere rent, spritter af og overholder retningslinjerne om afstand mellem besøgende, og hvor mange besøgende der må være samlet ad gangen, siger han.”

Kulturværftet har været lukket i næsten tre måneder som følge af myndighedernes retningslinjer for at undgå coronasmitte.

“Vi har ikke spildt tiden. Vi har udskudt mange koncerter til efteråret og næste år, og vi har udviklet nye digitale formater som fx online quiz og senest “Instant Disco”, hvor folk i fredags kunne se livestream på deres tv og danse disco hjemme i stuen”, fortsætter Mikael Fock.

Få en oplevelse på Kulturhavnen

Spisehuset i Kulturværftet har været åbent i et stykke tid. Her er det muligt at spise både udenfor på havnefronten og inden døre. Her er der kommet stjerneskud på menuen. Værftets Madmarked har fået et pift og har skabt mere plads mellem bordene og hyggekrogene, og der er kommet nye rekreative miljøer.

Biblioteket i Kulturværftet og Værftsmuseet er allerede åbent. Det samme er M/S Museet for Søfart og Kronborg, så der flere muligheder for at få en kulturoplevelse på havnen. I juli er der byvandring “Rundt om Kronborg” hver onsdag kl. 12.

Workshops for børn

Billedskolen har i juli fem workshops for børn, der elsker at tegne og være kreative og synes at sommerpausen i Billedskolen er lidt for lang. Og så er der igen i år Hyg og Byg i Toldkammergården, hvis man prøve en sav eller boremaskine og bygge huse, skibe eller noget virkelig højt.

Kulturværftet & Toldkammeret er igen åbent.

Kulturværftet ligger på havnen i Helsingør og udgør sammen med M/S Museet for Søfart og Kronborg Slot området Kulturhavn Kronborg. Kulturværftet er Nordsjællands største kulturhus, som sammen med byens ældre kulturhus Toldkammeret lægger scener og rum til en bred vifte af lokale, nationale og internationale kulturevents året rundt.