Med beslutningen om at fremrykke genåbningen af museerne, bliver det nu muligt at besøge Kronborg igen. Slottet slår portene op for gæster torsdag den 28. maj kl. 10 – 17.

 “Vi er meget glade for, at vi nu kan åbne op for besøgende igen. Det har vi set frem til længe, og vi har selvfølgelig gjort alt, hvad vi kunne for at være klar til at slå dørene op igen hurtigst muligt, så snart der blev åbnet for det”, siger slotschef Mikael Rasmus Nielsen.

Kronborg Slot åbner igen 28. maj 2020. Foto: PR

Hjemsendte

Kronborgs medarbejdere har, som statslige ansatte, ikke haft mulighed for at være på selve slottet indtil nu, da alle har været hjemsendt. Imens er der blevet arbejdet på at forberede genåbningen hjemmefra. Men der skal selvfølgelig bruges nogle dage til at gøre tingene klar, så besøget på slottet lever op til sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Det betyder, at Kronborg kan slå porten op igen for gæsterne på torsdag den 28. maj.

Økonomiske konsekvenser

Coronakrisen har naturligvis haft store økonomiske konsekvenser for Kronborg. I lukkeperioden alene har der manglet indtægter på omkring 5 millioner kr. Indtægtstabet må, på trods af genåbningen, forventes at fortsætte resten af året, og særligt i højsæsonen, hvor turisterne i stor stil udebliver. Normalt udgør udenlandske besøgende ca. 75 % af Kronborgs gæster i sommerperioden.

Hamlets forunderlige verden 

“Men lige nu ser vi frem til genåbningen af Kronborg Slot. Vi glæder os til igen at give vores gæster spændende kulturelle oplevelser – og vi er mere end klar til at give de mange danskere, der holder sommerferie i Danmark i år, en god oplevelse på Kronborg”, siger Mikael Rasmus Nielsen.

Med åbningen af slottet ser vi også frem til at sige velkommen til Hamlet igen. Sommeren byder på en meget anderledes oplevelse i år. Tradition tro, spiller vores dygtige skuespillere scener fra Shakespeares mest velkendte tragedie, Hamlet, omkring på slottet. Men da Kronborgs gæster kommer primært fra Danmark i år, og sikkerhed er vigtig, så har Hamlet, hans familie, venner og fjender meget mere at byde på end Shakespeares velkendte tekst “To be or not to be…”. De skal nemlig lave sjove og lærerige aktiviteter gennem hele dagen, hvor gæsterne kan føle, at de er en del af livet på det mægtige renæssanceslot. Det kan f.eks. være at man kan lære at danse med Ofelia, være spion med Polonius, skrive digte med Hamlet, lave sjov og ballade med hofnarren eller synge med Dronning Gertrud. Der er et hav af aktiviteter, der både er sjove for børn og voksne. De tager allesammen hensyn til vores fælles sikkerhed, uden at gå på kompromis med oplevelsen for hele familien i “Hamlets forunderlige verden”.