Over de kommende seks år får kommunen samme kvalitet i sprogundervisning som hidtil – langt billigere end før.

Danskundervisning til udlændinge har netop været i udbud i Helsingør Kommune, og den 1. januar 2019 har firmaet A2B overtaget opgaven fra Sprogskolen Nordsjælland. Helsingør Kommune vil dermed spare op mod 16 mio. kr. over de kommende seks år, hvis forventningerne til tilgangen af flygtninge og familiesammenførte holder stik.

Det var ledelsen af Team Integration i Center for Job og Uddannelse, der tog initiativ til udbuddet:

– Byrådet bevilligede i 2016 midler til en styrket, beskæftigelsesrettet indsats over for flygtninge. Det har betydet markant bedre resultater, så omkring 55 pct. af vores flygtninge og familiesammenførte nu er helt eller delvist i job eller uddannelse. Som del af den styrkede indsats har vi set, at der også var en mulighed for at spare penge ved at gå i udbud med sprogundervisning, men stadig kunne fastholde kvaliteten i undervisningen, fortæller Lars Trap Olsen, der er leder af Team Integration i Helsingør Kommune.