Danske triatlon fans blev forkælet sidste år i Helsingør, da det stærkeste professionelle triatlonfelt nogensinde set i dansk triatlon var til start. Feltet til dette års KMD IRONMAN 70.3 European Championship bliver om muligt endnu stærkere. IRONMAN Danmark kan bekræfte at engelske Lucy Charles, der blev nr. 2 til IRONMAN VM på Hawaii stiller til start. Og det er bare toppen af isbjerget lyder det fra arrangørerne.

Hun regnes for verdens største triatlontalent netop nu og til juni kan danske triatlonfans opleve hende helt tæt på, når engelske Lucy Charles (der på billedet netop er løbet i mål som nr. 2 til IRONMAN VM på Hawaii) stiller til start til KMD IRONMAN 70.3 European Championship i Helsingør. Foto: IRONMAN.com

En af årsagerne til at IRONMAN Danmark sammen med Helsingør Kommune kæmpede hårdt for, for andet år i træk at trække Europas største og mest prestigefyldte mesterskab på på den ‘halve’ IRONMAN distance til Danmark, er et ønske om at vise sporten frem på fornemmeste vis med deltagelse af de største profiler på trialonsportens stjernehimmel. En sådan er netop engelske Lucy Charles:

“Det ser meget, meget interessant ud i år. Og det er klart at det siger noget om det niveau vi kommer til at se, at triatleter som Lucy Charles melder deres ankomst. Med sine bare 24 år er hun i øjeblikket det måske mest interessante navn på kvindesiden. De kommende måneder kommer vi til at præsentere en lang række af verdens bedste triatleter på både herre og kvinde siden,” fortæller IRONMANs Nordiske kommunikationschef Frej Elbæk Schjeldal.

Deltagerrekord
Foruden at verdens bedste triatleter melder deres ankomst til Danmark, er der også udsigt til deltagerrekord i Helsingør i det store felt af almindelige deltagere:

“Der er virkelig stor interesse om KMD IRONMAN 70.3 European Championship og det er tydeligt, at sidste års meget vellykkede mesterskab har medvirket til, at stævnet ikke bare blandt danske triatleter men også i resten af Europa prioriteres højt. Der bliver med garanti deltagerrekord igen i år og vi har en drøm om, at stævnet kan blive en af verdens tre største IRONMAN 70.3 race målt på deltagere .” siger Frej Elbæk Schjeldal.

KMD IRONMAN 70.3 European Championship afholdes fra den 14. til den 17. juni i Helsingør.