Politikere fra Helsingør og Helsingborg er enige om, at fælles jobmesse på tværs af Øresund bidrager til at samle de to byer til en fælles region.

Thomas Horn (tv) fra Helsingør byråd pg Mikael Andersson (th) fra Helsingborgs byråd benyttede den årlige fælles jobmesse til at mødes og udveksle erfaringer om det lokale arbejdsmarked på tværs af Øresund. Pressefoto Helsingør Kommune

Tirsdag den 12. marts afholdt Helsingør og Helsingborg Kommune for ottende gang fælles jobmesse på tværs af Øresund.

100 virksomheder havde stande fordelt på begge sider af Øresund, og 5000 jobsøgende besøgte messen i enten Helsingør eller Helsingborg. Nogle tog sågar en tur med færgen for at opleve begge dele af jobmessen.

Ifølge Thomas Horn, formand for Helsingør Kommunes Social- og Beskæftigelsesudvalg, bidrager den fælles messe til at styrke båndet mellem Helsingør og Helsingborg.

Jeg oplever, at der er et tæt bånd mellem de to byer. Vi besøger hinanden, bruger de kulturelle tilbud og gifter os på kryds og tværs. Derfor er det også helt oplagt, at vi har denne fælles jobmesse.”

Mikael Andersson fra Helsingborg Kommunes arbejdsmarkedsudvalg benyttede messen til at tage turen over sundet og besøge sin danske kollega.

Det er jätte bra, at vi har denne fælles jobmesse. Det bidrager til, at vi har et stærkt fællesskab og efterhånden opleves som en fælles region,” siger Mikael Andersson.

At vi arbejder sammen om jobmessen gør også, at vi henter inspiration hos hinanden, det gælder især embedsværket, som arbejder tæt sammen,” supplerer Thomas Horn.

Pendler over sundet
Hver dag pendler mange med HH-færgerne for at komme på arbejde. Især er der en del bosiddende i Helsingborg-området, som arbejder i Helsingør. Både Mikael Andersson og Thomas Horn mener dog, at der fortsat kan gøres mere for, at båndene mellem Helsingborg og Helsingør kan blive endnu tættere.

Det kan være lidt besværligt at arbejde på kryds af landegrænsen. Der kan vi gøre mere for at fjerne forhindringer,” siger Mikael Andersson.

Thomas Horn tog selv en del af sin uddannelse i Sverige, og han mener, at uddannelsesområdet er et af de områder, hvor man også kan gøre en mere for at gøre det nemmere at tage hele eller dele af sin uddannelse på den anden side af Øresund.

Fakta: Fælles HH-jobmesse

  • Blev i år afviklet for ottende gang i et samarbejde mellem Helsingborg og Helsingør Kommune.
  • Besøgende på jobmessen kan gratis tage færgen for at besøge den anden del af messen.
  • Cirka 100 virksomheder havde stande, og der var 5000 jobsøgende, som lagde vejen forbi.
  • Jobmessen bidrager typisk til, at 100 kommer i arbejde på den danske side af Øresund.

Kilde.