Torsdag den 26. oktober hylder formand for Danske Handicaporganisationer Thorkild Olesen fysioterapeut Janette Due Saastamoinen-Jakobsen ved et besøg i hendes praksis. Janette gør nemlig en særlig indsats over for de borgere i Helsingør Kommune, der er berørt af funktionsnedsættelser.

Foto: www.regionh.dk/godadgang

Fysioterapeut Janette Due Saastamoinen-Jakobsen gør til daglig en afgørende forskel for rigtig mange af Helsingørs borgere. Janette har nemlig taget et vigtigt valg om, at borgere i Helsingør med funktionsnedsættelse skal have gode adgangsforhold til hendes praksis. Det kan fx være afgørende for et menneske, der sidder i kørestol, at der er brede nok døre til, at kørestolen kan komme ind. Janette vil desuden gerne sikre sig, at Helsingørs borgere har mulighed for at orientere sig om adgangsforholdene i hendes praksis, inden de bestiller tid. Derfor er hun en del af mærkeordningen God Adgang. På den måde ved borgerne, hvad de kan forvente sig, når de skal til behandling hos Janette.

”Janette Due Saastamoinen-Jakobsen gør en stor forskel i rigtige mange menneskers hverdag, fordi hun med sit valg om at være en del af mærkeordningen God Adgang giver borgere med funktionsnedsættelse mulighed for at vælge en praksis, der er tilgængelig for dem. Janettes valg gavner både Helsingørs borgere og Janette, der via God Adgang giver sine patienter den bedst mulige behandling – allerede inden de booker tid eller møder op til behandling,” forklarer Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer.

Janettes praksis opfylder alle God Adgangs krav til fysiske adgangsforhold, og derfor har Janettes praksis fået tildelt samtlige syv mærker. Det betyder, at man kan gå ind på hjemmesiden godadgang.dk og se, at man, hvis man fx har nedsat syn, er allergiker eller dårligt gående, uden problemer kan få behandling i Janettes praksis.

God Adgang for alle
Region Hovedstaden vil gøre det let for borgere med funktionsnedsættelser at få et overblik over adgangsforholdene i regionens praksisser. Derfor sætter Region Hovedstaden nu ekstra fokus på mærkeordningen God Adgang. Målet er, at endnu flere vil gøre som Janette Due Saastamoinen-Jakobsen og blive en del af ordningen.

”Vi tror, at der er rigtig mange andre behandlere, der ligesom Janette Due Saastamoinen-Jakobsen er bevidste om deres adgangsforhold, og som slet ikke behøver at ændre noget i deres praksis for at få et eller flere af God Adgang-mærkerne. Derfor håber vi, at andre behandlere i regionen vil se Janette Due Saastamoinen-Jakobsen som en foregangskvinde, så vi forhåbentlig får endnu flere behandlere med i God Adgang og derved sikrer endnu bedre og mere information til de borgere, der har brug for det,” siger Thorkild Olesen.

Mærkeordningen er gratis for behandlere i praksissektoren hele Region Hovedstaden. Lige nu gør Region Hovedstaden en særlig indsats i Helsingør Kommune, hvorfor alle kommunens fysioterapeuter, kiropraktorer, fodterapeuter, læger og speciallæger i efteråret 2017 bliver kontaktet og tilbudt et besøg af en God Adgangkonsulent. Konsulenten sørger for at udarbejde en beskrivelse af praksissens adgangsforhold, der bliver tilgængelig på godadgang.dk, sundhed.dk og behandlerens egen hjemmeside. Det er både nemt og gratis for behandleren – og en kæmpe hjælp for borgerne.

Om mærkningsordningen God Adgang

Mærkeordningen God Adgang informerer om de fysiske adgangsforhold til bygninger og udearealer hos blandt andre behandlere i praksissektoren. På godadgang.dk findes oplysninger om og beskrivelser af adgangsforholdene til de steder, der er en del af mærkeordningen. Formålet er at gøre hverdagen lettere for mennesker med funktionsnedsættelser, der har brug for at kende til de fysiske adgangsforhold, når de eksempelvis planlægger en behandling hos en ny behandler.

Mærkeordningen omfatter syv mærker, der retter sig til forskellige handicapgrupper med hver deres behov i forhold til tilgængelighed. Når en praksis bliver en del af God Adgang, får den samtidig tildelt de mærker, hvor den opfylder kravene for tilgængelighed. De syv grupper er:

• kørestolsbrugere
• gang-, arm- og håndhandicappede
• synshandicappede
• hørehandicappede
• astmatikere og allergikere
• udviklingshandicappede
• alle med læsevanskeligheder

Find mere information om de syv mærker og mærkeordningen God Adgang på http://www.regionh.dk/godadgang