Helsingør kommune skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om møbler:

Martin Barfoed fra makersupplies.dk har indrettet sig med møbler, som han har skabt på CNC-fræseren i Hal 16.

Iværksætter Martin Barfoed er i fuld gang med at indrette sin nye lagerhal i Kvistgård. Han er ved at opbygge sit eget firma, makersupplies, hvor han sælger dele til CNC-fræsere – og derfor har det været logisk for ham selv at skære sine møbler til værkstedet på den store CNC-fræser i Hal 16, som CATCH råder over.

– Jeg lejede mig ind hos CATCH, så jeg kunne benytte fræseren i Hal 16 i en måned, og jeg fik vejledning i, hvordan maskinen virker. Jeg fandt designet til møblerne på nettet og gik i gang, fortæller han.

Resultatet er både skamler, taburetter, arbejdsborde og computermøbler. Alt sammen programmeret ind på CNC-fræseren af Martin Barfoed – og skåret i krydsfinérplader i Hal 16.

– Når man har maskinen, er det en ret billig måde at lave møbler på. Det er blot at købe nogle krydsfinérplader, siger Martin Barfoed.

Avancerede gør-det-selv folk

Han har produceret møbler, udskåret på CNC-fræser, som en hobby siden 2016. I den forbindelse fandt han ud af, at der manglede en butik i Danmark, der kunne udstyre ’avancerede gør-det-selv folk’ med løsdele, så de selv kan bygge deres CNC-maskiner.

Derfor gik han i gang med at opbygge en webshop, der sælger dele til CNC-maskiner.

– Jeg kan sælge løsdelene til en CNC-maskine langt billigere, end hvis folk vælger at købe en færdig skærer hjem fra USA, forklarer han.

Han fik relativt hurtigt kunder i både Danmark, Sverige, Norge, Tyskland, Holland og Belgien. Og den 1. januar 2019 sprang han ud som iværksætter og virksomhedsejer på fuld tid. Han sagde sit forskerjob ved Novozymes op og lejede sig ind i et lagerhal på Egeskovvej i Kvistgård.

– Mine kunder er f.eks. folk, som bygger model-jernbaner, droner, fjernstyrede biler og modelfly. De sad måske tidligere og byggede modeller med en hobbykniv, papir og pap. Nu kan de printe deres ting digitalt. Jeg begynder også at få kunder, som er arkitekter, for CNC-maskiner er gode til at designe modeller af alle slags, forklarer Martin Barfoed.

Glad for iværksætterkonsulent

I forbindelse med at Martin Barfoed blev selvstændig, talte han med kommunens iværksætterkonsulent, Vivi Nørby Voss Kowalczyk fra Iværksætterhuset.

– Det var jeg meget glad for. Hun satte fingeren på en række punkter, som jeg ikke havde tænkt så meget på. Der er virkelig mange ting, man skal have styr på som iværksætter. Da jeg var ansat på Novozymes, havde jeg jo et helt apparat omkring mig, som ordnede alt det praktiske. Fra bogholderi til indkøb af te og blomster til kontoret. Nu skal jeg gøre alting selv. Jeg overtog lokalerne i Kvistgård den 1. maj og har skullet male og installere ventilation. Jeg er først lige begyndt at flytte mine ting ind, siger Martin Barfoed.