Helsingør Kommune og IRONMAN har netop offentliggjort, at Helsingør bliver vært for Europas største IRONMAN konkurrence; IRONMAN 70.3 European Championship, der afholdes den 18. juni 2017.

Der er tale om en stor event og sportsbegivenhed inden for triatlon, som Danmark meget sjældent er vært for, og det vækker stor glæde hos Helsingør Kommunes borgmester, Benedikte Kiær.

Den største internationale begivenhed
Helsingør Kommune og IRONMAN har længe været i dialog om muligheden for at trække en af verdens største triatlonkonkurrencer – IRONMAN 70.3 European Championship – til Danmark. Mesterskabet er et af de mest prestigefyldte IRONMAN stævner, som kun overgås af det legendariske KONA IRONMAN på Hawaii og VM. Derfor er det glædeligt, at de sidste detaljer i forhold til arrangementet er faldet på plads.

– Jeg er meget glad og stolt over, at vi er lykkedes med at trække IRONMAN 70.3 European Championship til Helsingør. Det er den største internationale sportsbegivenhed, som Helsingør nogensinde har været vært for. IRONMAN med svømning, cykling og løb forener natur, hav og by, tre ting der netop gør Helsingør Kommune til et dejligt sted at bo og arbejde. Den fortælling kommer nu ud til hele verden, siger Helsingør Kommunes borgmester, Benedikte Kiær.

Helsingør er gået forrest

Det officielle navn bliver KMD IRONMAN 70.3 European Championship Elsinore. Stævnet får deltagelse af nogle af de største professionelle triatleter

Jogging shoes.

fra Europa, samtidig med at almindelige triatleter har muligheden for at deltage, og det er vigtigt, siger IRONMANs danske direktør:

– Helsingør er gået forrest og har sørget for, at Danmark bliver vært for en enestående sportsbegivenhed, som samtidig giver almindelige motionister muligheden for at være med, i et og samme race som de professionelle top-triatleter, med al den bevågenhed der følger med, siger Thomas Veje Olsen, direktør for IRONMAN Denmark.

Det er første gang, IRONMAN 70.3 European Championships afholdes uden for Tyskland, som har haft patent på den store begivenhed. Helsingør som kommende vært for arrangement skyldes et helhjertet samarbejde mellem Helsingør Kommune, IRONMAN og KMD, der er hovedsponsor for IRONMAN-stævnerne i Danmark:

– Vi har været involveret i triatlonsporten og samarbejdet med IRONMAN i mange år. Næste års KMD IRONMAN 70.3 European Championship Elsinore bliver en foreløbig kulmination, og noget vi både er glade og stolte over at være en del af. Det vil kun være med til at løfte den i forvejen store interesse for triatlon i Danmark. Og så har IRONMAN som organisation gennem mange år vist, at de om nogen kan løfte en begivenhed på det her niveau, på en måde som få andre er i stand til, så vi glæder os meget til junimåned, siger Morten Langager fra KMD.