Et unikt samarbejde mellem handelsområderne i Espergærde, Helsingør og Hornbæk og en række kulturinstitutioner kommer til at spille en hovedrolle i genstarten af handlen i Nordsjælland.

Vi inviterer hermed til pressemøde

TORSDAG 25. MARTS KL. 12:30

v. Mad og Møbler, Nordre Strandvej 125A, 3150 Hellebæk

Få en kop kaffe og en kardemommesnurre og hør mere om hvordan kulturliv og handelsliv sammen kan tilbyde det hele, lidt til – og meget mere.

Kulturinstitutioner og handelsområder har givet hinanden håndslag på at gå sammen om genstarten og genåbningen for at vise at handelsoplevelsen i Nordsjælland giver mere valuta for pengene.

Nordsjællands handelsliv er mangfoldigt: fra den kosmopolitiske by-oplevelse i Helsingør, over Danmarks hyggeligste center i Espergærde og til sommer- og strandoplevelsen i Hornbæk. Også i mellemrummene findes der masser af oplevelser, i et Nordsjælland, der har et af Danmarks stærkeste kulturliv og en enestående natur, som også vil blive fremhævet i kampagnen.

“Der er en helt naturlig tendens til, at både kulturliv og handelsliv er optaget af deres egne aktiviteter. Med det her projekt prøver vi at samarbejde på kryds og tværs og at gå sammen om en fælles kampagne, så Nordsjællands egne borgere kan få øjnene op for, hvor mangfoldige og attraktive vi er”, udtaler Jens Frimann Hansen fra Helsingør Teater, der koordinerer kampagnen.

Inspirationen til kampagnen er hentet fra Kulturnatten, som både i Helsingør, Espergærde og Hornbæk er en succes. Kulturnatten er den dag på året, hvor de lokale borgere virkelig bruger deres by og hvor samarbejdet mellem byernes forretninger og kultur er stærkest og kræfterne lægges i at koncentrere sig om det, man gør bedst.

Kampagnen, der løber fra påsken frem til sommerferien, er støttet af Helsingør Kommune med kr. 400.000. Handelslivet og kulturlivet vil fokusere på blandt andet at udvikle og benytte den nye platform Byguiden, [url=http://www.helsingorguiden.dk]www.helsingorguiden.dk[/url] , i løbet af kampagnen.

Mere information og tilbagemelding om deltagelse i pressemødet: Camilla Hasseriis Dietz, [url=chd@helsingor-teater.dk]chd@helsingor-teater.dk[/url] / +45 53840811

Med Venlig Hilsen

Camilla Hasseriis Dietz

Kommunikationsansvarlig

Helsingør Teater