Et humoristisk, personligt og uhyre lærerigt manifest om at være tyk i en verden, der er indrettet til tynde mennesker. Baseret på den storsælgende forfatter og aktivist Aubrey Gordons ikoniske tekster.

Pressefoto ’Your Fat Friend’

Inden filmen vises, er der oplæg ved tyk- og krops-aktivist Regina Fjeldbo. “Regina er generelt optaget af hvordan vores samfundsstrukturer og hverdagsliv gør især kvinder udkørte, stressede og ulykkelige – og hvordan man med ny viden og forståelse for hvad grænsesætning er, kan ændre på sit liv uden at lægge det om.”

‘Bare sig tyk’. Med den opfordring starter den aktivistiske forfatter Aubrey Gordon sin personlige fortælling om at være tyk i en verden, der er skabt til tynde.

Et cinematisk manifest optaget over seks år, fra hun starter som anonym blogger til hun bryder anonymiteten og bliver storsælgende forfatter og berømt podcaster med alt, hvad der følger af ros, private beskeder fra sangeren Adele og dødstrusler. Hendes mål er at skabe et paradigmeskifte i måden, vi ser på tykke mennesker og på det fedt, der sidder på vores egne kroppe. Men mest af alt er det, at få hendes egne forældre til at lytte og forstå, hvad det egentlig er, hun har gang i.

’Your Fat Friend’ er en rørende og humoristisk film om tykhed, familie, kompleksiteterne i at ændre ting, og vores rodede forhold til vores egne og andres kroppe. Men som Aubrey Gordon selv siger, så er løsningen ret simpel, for det handler bare om at behandle tykke mennesker, som det, de er – nemlig mennesker.

Titel: Your Fat Friend Spilletid: 96 min 2023
Instruktør: Jeanie Finlay Sprog: Engelsk Kategori: Urgent Matters

Læs mere her og se hvor du kan købe din billet.