Børneliv i Helsingør kommune skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om barnet:

Otte daginstitutioner styrker forældresamarbejdet om børns trivsel og udvikling med projektet ‘Sammen om barnet’.

Hvad kan man lege og foretage sig med sit barn i dagligdagen, og hvordan skaber man gode rutiner og struktur i hverdagen?

De spørgsmål stiller de fleste forældre vel sig selv med jævne mellemrum. Og i otte daginstitutioner i Helsingør Kommune er der nu råd og vejledning at hente, når tvivlen opstår. Institutionerne er en del af projektet ’Sammen om barnet’ og har tilknyttet en socialrådgiver, som både kan give råd i daginstitutionen og tage hjem i udvalgte familier for at vejlede og støtte.

– Jeg er meget glad for, at vi kan give en del af vores familier dette tilbud. Det er så vigtigt, at alle vores børn trives bedst muligt, og gode råd og redskaber kan gøre en stor forskel, når barnet skal udvikle sig optimalt, siger Gitte Kondrup, formand for Børne- og Uddannelsesudvalget.

’Sammen om barnet’ er en del af en landsdækkende indsats, iværksat af Socialstyrelsen med det formål at styrke familiesamarbejdet i dagtilbud.

66 familier med vuggestuebørn

I Helsingør Kommune har 66 familier med vuggestuebørn mulighed for at få støtte fra et udgående trivselsteam. Teamet består af en socialrådgiver og en pædagog fra barnets dagtilbud og kommer på hjemmebesøg hver 14. dag i otte måneder.

Besøgene giver mulighed for at vende sove- og spisevaner, lege, aktiviteter og andet, der kan have betydning for barnets trivsel.

– Vi håber, at mange familier vil tage imod tilbuddet og blive en del af projektet. Som forældre kan man nemt blive i tvivl om, hvordan man skal tackle barnets reaktioner, og så er det rigtig rart med nogen, man kan spørge til råds. Hjemmebesøgene er udelukkende rådgivende, og intet bliver skrevet ned, siger Gitte Kondrup.

Projektet varer til og med juni 2022. Ud over tilbuddet om hjemmebesøg er der også et tilbud til alle forældre med børn i de otte deltagende daginstitutioner om, at de kan spørge den tilknyttede socialrådgiver til råds.

De otte daginstitutioner, der er en del af projektet, er Troldehøj, Villa Kulla 1+2, Abildvænget, Snerlen, Kysten, Montebello, Stjernedrys og Mariehønen.
Ligeværdigt forhold
I Troldehøj forventer leder Vibeke Pedersen sig rigtig meget af ’Sammen om barnet’, som personalet netop er begyndt at informere forældrene om.

– Vi håber, at vi kan gribe nogle ting i opløbet, inden de udvikler sig og bliver til et egentligt problem. Det handler om at sikre børnenes trivsel, siger hun.

Vibeke Pedersen ser det som projektets styrke, at der er et ligeværdigt forhold mellem forældrene og de kommunale fagfolk. I modsætning til normal praksis, hvor kommunen træder til med hjælp, når et problem har vokset sig stort – og er defineret af fagfolk.

– I ’Sammen om barnet’ beslutter forældrene selv, om de vil være med, og hvad de ønsker hjælp til. Det kan være, de er i tvivl om nogle ting i opdragelsen, eller at de mangler overskud, eksempelvis efter en skilsmisse. Det behøver ikke at være store vanskeligheder, men på længere sigt kan der være meget vundet ved, at vi giver forældrene redskaber til at tackle forskellige udfordringer, siger hun.